Lang rejse nærmer sig klimaks
Det store kunstværk ved Give, Solhjulet, går ind i sidste fase
Det har været en lang rejse, og med nogle bump undervejs, men rejsen er ved at gå ind i sin sidste fase. Solhjulet, der ganske givet bliver et markant varetegn ved Give, er ved at rejse sig.
Eller ok, ikke helt endnu, for lige nu er man i gang med noget ret jordnært.
“Vi er i gang med jordprøverne, og kunstneren (Bo Karberg) er også i fuld gang. Så det kører efter planen, som er, at Solhjulet sættes op i marts og indvies sidst i marts. Hvis vejret tillader,” siger Flemming Holm, der er formand for Skulpturby.dk, som står bag initiativet til, at Solhjulet nu kan sættes op i en rundkørsel ved Give.
Han og resten af Skulpturby.dk kan se tilbage på en lokal indsamling, der gik ret flot.
“Det var en rigtig god lokal indsamlig, som fuldt ud opfyldte de mål, vi havde sat til den,” siger han.
Man er ganske vist stadig ikke helt i mål, men næsten, og med ansøgninger ude ved en lang række fonde, føler man sig klar til at sætte det helt praktiske arbejde i gang.
Store tal
Når jordprøverne er overstået, skal fundamentet bygges, og det bliver ikke en helt bette en af slagsen. Seks meter lang, to meter bred og to meter dyb. Cirka 70 kubikmeter beton skal bruges. Oven på det fundament skal det 12 meter høje kunstværk placeres. Imens skal kunstværket samles, hvilket kommer til at ske hos Give Sværdgods. Og når marts kommer, så er det planen, at Give Sværdgods sætter ikke ligefrem kronen på værket, men så værket på fundamentet. Der er snakket med vindmøllefirmaer, som siger god for, at de godt kan komme fordi i rundkørslen. Og, ja så er det snart op til vejrguderne at opføre sig pænt og ordentligt. For hvis de gør, er der udsigt til, at de mange skulpturer rundt i Skulpturbyen Give får en storebror, der kan ses langvejs fra.
“Det har helt bestemt være en lang rejse at nå hertil, så det er med stor glæde, at vi kan se frem til at Solhjulet er på plads,” siger Flemming Holm.
Det er den københavnske kunstner, Bo Karberg, der skal lave værket. Han har fundet inspiration i de 5000 år gamle skivehjul, der blev fundet lige uden for Give.