Flere gode historier
Aabenraa kommune holdt nytårsreception i fredags - med masser af gode historier
Mange valgte at bruge fredag eftermiddag i hinandens selskab ved Aabenraa kommunes nytårsreception, der i dagens anledning var flyttet til rådhusets kantine, efter et par ruder havde givet efter for den hårde blæst i byrådssalen.
Og de mange gæster kom hinanden ved i de lidt mere beskedne rammer.
Borgmester Thomas Andresen fulgte emnet fra sin tale ved sidste nytårsreception op, og talte igen i år om de gode historier.
Han understregede, at byrådspolitikerne hver dag arbejder for at gøre Aabenraa kommune til et bedre sted at bo, arbejde og drive virksomhed.
Der blev også plads til at fremhæve de ting, der allerede er gode historier i Aabenraa, og de ting, der er på vej til at blive det.
Masser af lovord
Bl.a. fremhævede borgmesteren den nye vækststrategi, som byrådet vedtog i 2014.
Desuden blev Strandpromenaden, Sygehus Sønderjylland, Kongehøjskolen, Lyreskovskolen Aktiv Campus og multiareanaen alle gode ord med på vejen. Ja selv et fald i befolkningstallet kunne Thomas Andresen få noget positivt ud af.
“Det ser ud til at vi er ved at vende udviklingen. Vi endte godt nok med at fald på 87 borgere. Men faldet er mindre end forventet. Og det var noget mindre end gennemsnittet for de seneste fem år. Her mistede vi 288 borger om året. Så 2014 var helt sikkert et skridt i den rigtige retning”, lød det fra borgmesteren.
Erhvervskommune
Borgmesteren undgik heller ikke at fortælle, at Aabenraa kommune fortsat e den mest erhvervsvenlige kommune i Sønderjylland.
“Vi vil kæmpe for at blive endnu bedre. For det er jo netop erhvervslivet, der skaber jobs. Jobs, som trækker folk til kommunen. Jobs som får os, der allerede bor her til at blive.” sagde borgmesteren.