Fortsæt til indhold

Fredericia-firma opkøber A. P. Møller-firma

Shipping.dk køber Maersk Broker Agency

Arkiv
Arkiv

Shipping- og logistikvirksomheden Shipping.dk med hovedsæde i Fredericia har overtaget Maersk Broker Agency. Med købet udbygger Shipping.dk sin position i Skandinavien inden for agentur og styring af skibes lastning og losning. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelsen.
Overtagelsen af Maersk Broker Agency indgår i Shipping.dk's planer om øget vækst og specialisering inden for kerneforretningen.
Maersk Broker Agency blev grundlagt i 1915 af A.P. Møller som et uafhængigt dansk skibsagentur med hovedsæde i København. Selskabet har ligesom Shipping.dk rødder i det
maritime Danmark og har samme arbejdsområder.
”Vi er utrolig glade for, at købet af Maersk Broker Agency nu er på plads. Shipping.dk udvikler sig rigtig positivt, og med opkøbet styrker og udbygger vi vores aktiviteter og platforme i hele Skandinavien og får samtidig yderst erfarne og kvalificerede medarbejdere ombord,” siger Søren Gran Hansen, der er administrerende direktør i Shipping.dk.
Shipping.dk driver stevedorevirksomhed og pakhusudlejning, skibsklarering, befragtning, linjefart og spedition. Virksomheden er en del af USTC gruppen, hvis forretningsområder blandt andet inkluderer handel med brændstof til shippingindustrien og tankskibsrederi.
Bestyrelsesformand i Shipping.dk og ejer af USTC gruppen, Torben Østergaard-Nielsen, glæder sig også over, at det er lykkedes at komme i hus med købet af Maersk Broker Agency.
”Jeg føler helt klart, de to virksomheder på alle måder er et rigtigt godt strategisk match. Jeg har aldrig været i tvivl om, at Maersk Broker Agency er garant for de samme holdninger og værdisæt, som USTC gruppens kultur bygger på, og er derfor helt tryg ved, at sammenlægningen gavner begge parter og skaber øgede forretningsmuligheder," siger han i pressemeddelelsen.
Hos Maersk Broker er man yderst tilfredse med salget til Shipping.dk.
”Vi er af den klare overbevisning, at Shipping.dk er den rette ejer til yderligere at udvikle Maersk Broker Agency i en branche, der er præget af hård konkurrence, og hvor både volumen og effektivitet er vigtige parametre. Det har været afgørende at finde det rigtige fremtidige hjem for aktiviteterne og ikke mindst vore loyale og dygtige medarbejdere. Det bliver derfor spændende at følge, hvordan de to enheder nu ved fælles hjælp kan vokse,” siger direktør Anders Hald.

Direktør Anders Hald, Maersk Broker.