Ny uddannelse styrker turismen
Erhvervsakademi SydVest med ny uddannelse målrettet turismen
Dagene hvor man som regel blev murer, sagfører, lærer eller andre traditionelle fag er for længst forbi.
Nu om dage er der et hav af uddannelsesmuligheder, og ved nogle af dem skal man nærmest have en uddannelse for at finde ud af, hvad uddannelsen rent faktisk går ud på.
Sådan forholder det sig imidlertid ikke med den sidste nye uddannelse fra Erhvervsakademi SydVest, der tilbyder en ny to-årig uddannelse som serviceøkonom. Fra august 2015 bliver det nemlig muligt at videreuddanne sig inden for turisme, hotel- og restauration samt sport- og eventplanlægning i Esbjerg.
Det nye tilbud er en erhvervsakademiuddannelse, der tilbydes studerende med en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse i bagagen. Målet med uddannelsen er blandt andet at tilføre mere uddannet arbejdskraft til et turismeerhverv der, ifølge Visit Denmark, havde en omsætning på næsten fem milliarder kroner i Sydvestjylland i 2013.
Nyheden om den nye uddannelse er blevet godt modtaget af det lokale erhvervsliv.
“Sydvestjylland er et af de helt store turistområder i Danmark med omkring seks millioner årlige overnatninger. Der er et rigtigt stort marked, som vi skal blive endnu bedre til at udnytte i fremtiden. Derfor er der brug for flere uddannede medarbejdere, der kan udvikle branchen – både i forhold til serviceniveau og produktudvikling,” siger Flemming Just, der er direktør hos Sydvestjyske Museer i Ribe og Esbjerg.
Målrettet stærk branche
Museumsdirektøren ser frem til, at uddannelsen åbner, og han forventer, at museet vil arbejde tæt sammen med Erhvervsakademi SydVest i forhold til både praktikforløb og gæsteundervisning.
Bestyrelsesformand på Erhvervsakademi SydVest Johanne Gregersen forventer, at uddannelsen bliver populær hos både erhvervslivet og potentielle studerende.
“Uddannede serviceøkonomer vil få en central rolle i mange forskellige virksomheder inden for turisme, hotel- og restauration eller som koordinator ved større sportsarrangementer og events. Det glæder mig, at vi har fået uddannelsen som serviceøkonom til Esbjerg og dermed kan være med til at styrke en branche, der står stærkt i Sydvestjylland,” siger Johanne Gregersen, der også er formand for Teknisk Landsforbund samt medlem af Region Syddanmarks vækstforum, der blandt andet arbejder for at fremme turismen i regionen.
Det er meningen, at de tre linjer - turisme, hotel og restauration samt sport- og eventplanning - får en tæt kobling til erhvervslivet, og de lokale sportsklubber EfB og Team Esbjerg har også allerede vist interesse for uddannelsen.