I en kælder sort som kul
Der venter et både stærkt, ærligt og lærerigt fordrag når Jens Christian Meldgaard kommer til byen
foredrag Selv om 150.000 danskere lider af depression, er sygdommen stadig ramt af tabu. I en mørk vintertid er det vældig relevant at høre om depressionens sorte kælder. Haderslev Domsogn får ved sogneaftenen onsdag den 21. januar kl. 19.30 i Den Gamle Latinskole besøg af et menneske, der flere gange har været så langt ude, at han planlagde sin egen død.
Tre gange har sognepræst Jens Christian Meldgaard fra Vadum i Nordjylland været i depressionens sorte kælder, og i disse perioder været helt derude, hvor han ikke kunne se nogen vej ud af mørket og derfor planlagde at tage sit eget liv.
”Vi har alle prøvet at mærke skuffelsen lamme vore drømme, at blive såret af en andens ord eller blik, at føle os deprimeret og trængt, at opleve et tidspres blive til stress, men kun den, der har oplevet og mødt depressionen, ved hvilket dyb den rummer...," erkender han i indledningen til en af sine bøger »I en kælder sort som kul«.
Den tidligere efterskoleforstander har taget titlen fra en kendt børnesang, men bogen er ikke for børn! Kælderen sort som kul er for ham det mest præcise billede af, hvordan han følte det, da mørket pludselig tog over i hans liv og sendte ham ned i depressionens dybeste ikke-væren.
”Når man er i det mørkeste, helt nede i dybet, har man ingen forestilling om, at der måske kan være et lysglimt, hvis man går igennem kælderen og forsøger at komme op af trappen igen. End ikke tanken findes,” fortæller Jens Christian Meldgaard. Og han kender om nogen depression indefra og har skrevet bøger om sine erfaringer. Selvom to mennesker ikke oplever depressionen på samme måde, er der generelle træk som kan hjælpe både mennesker med depression og de pårørende. Ved sogneaftenen i Haderslev Domsogn fortæller han sin egen historie med tre depressioner, og hvordan han fik hjælp til at komme igennem dem. Alle er velkomne.