Fortsæt til indhold

Røg og flammer i Kirkegade

Arkiv
Af Lars Saugbjerg

Natten til lørdag lød der eksplosionsagtige brag i Kirkegade i Vejle. Klokken 01.05 kørte en personbil ad Kirkegade.
“Lige pludselig lyder der høje brag fra bilen. Nogle personer løber væk fra bilen, og der står røg og flammer ud fra bagsæde-regionen. Et vidne ser det hele, og finder en pulverslukker. Han er væk i cirka 30 sekunder - og da han kommer tilbage er bilen fuldstændig overtændt. Da politiet kommer frem lyder der meget kraftige brag. Vi får folk gennet væk, og det lykkedes brandvæsenet at få slukket bilbranden,” oplyser Sydøstjyllands Politi.
Bilen er totalt udbrændt. Føreren oplyser, at han var alene i bilen.
“Og han oplyser intet om fyrværkeri i bilen. Nu undersøger vi, hvordan hans forklaring kan hænge sammen med de høje ekslosioner og brag - og vidnets forklaring. Vidnet siger, at der var fire personer i bilen, og politiet på stedet kunne konstaterer, at der kom høje brag fra bagsædet. Vi efterforsker sagen,” lyder det fra Sydøstjyllands Politi.