Rema 1000 er på vej til at åbne i Tarp
Igennem de seneste ti år har Tarp mangedoblet sit indbyggertal ligesom også nabobydelen Sønderris lider af nærmest konstant vokseværk.
Alligevel har udbuddet af dagligvareforretninger i området ikke ændret sig ret meget - og i hvert fald slet ikke tilsvarende. Skal der handles lokalt går Tarp-borgerne i Dagli Brugsen, men nu er der udsigt til et alternativ.
Rema i rundkørslen
Det er Rema 1000, der med stor sandsynlighed er på vej. I denne uge behandler Esbjerg Kommunes Plan & Miljøudvalg en forespørgsel om udvikling af lokalplan for området, der skal gøre plads til den 1.032 kvadratmeter store dagligvarebutik. Det er Reitan Ejendomsudvikling, der ønsker at opføre butikken og en ubemandet tankanlæg på det nordvestlige hjørne af rundkørslen af Tarp Byvej og Tarp Hovedvej.
Her står i dag tre boliger , som alle nedlægges, hvis Reitan Ejendomsudvikling kommer igennem med deres ønske om at bygge en Rema 1000 forretning nummer seks i Esbjerg.