Fortsæt til indhold

Tricktyve i Netto

Arkiv
Arkiv

Netto-kunder er i to tilfælde blevet mødt af tricktyve på gangene i butikken.
Tirsdag formiddag gik det ud over en 71-årig kvinde fra Havdrup, der var i den lokale Netto. Den 71-årige blev kontaktet af en yngre kvinde, der talte dårligt engelsk. Mens den 71-årige hørte på kvinden, forsvandt hendes indkøbsnet med pungen fra indkøbsvognen.
Pungen blev senere samme dag fundet i en skraldespand på stationsforpladsen i Havdrup. Penge og betalingkort var væk. Da den 71-årige kontaktede sin bank for at spærre kortene, fortalte banken, at der havde været et forgæves forsøg på at hæve penge på kortene.
Politiet har fået lov til at kigge på Nettos-overvågningsvideo. Den viste, at en anden kvinde stjal nettet, mens de to førstnævnte talte sammen.
Kvinden, der talte dårligt engelsk, beskrives som østeuropæisk af udseende, 20-25 år, 165-170 cm høj, spinkel kropsbygning. Hun havde langt sort hår, der var sat i en hestehale. Hun var klædt i en sort dynefrakke. Kvinden, der stjal nettet, beskrives som ikke dansk af udseende, 25-30 år, 160 cm høj, spinkel kropsbygning. Hun var klædt i en sort frakke, lyse cowboybukser, høje sorte støvler og en lyserød hue. Kvinden bar også en stor brun skuldertaske.
Tirsdag eftermiddag var der tricktyve i Netto på Københavnsvej. Fremgangsmåden, som tricktyvene benyttede, var magen til den i Havdrup. Denne gang var det en 72-årig kvinde fra Roskilde, det gik ud over. Hun fik stjålet sin taske, selv om den var lagt nederst i indkøbsvognen. Den 72-årige opdagede tyveriet i butikken, hvor hun straks råbte op om, at hun havde fået stjålet sin taske. Det gav dog kun det resultat, at en anden kunde kunne fortælle om en kvinde, der havde forladt forretningen med to tasker over skulderen.
Kvinden, der havde kontaktet den 72-årige, beskrives som østeuropæisk af udseende, 30-35 år, 165 cm høj, spinkel kropsbygning og med brunt hår, der måske var sat op. Hun var klædt i en brunlig dunfrakke. Hun talte dårligt engelsk og tysk.
Har man set nogen af de omtalte kvinder kan man kontakte politiet på 114.
ja-