Fortsæt til indhold

-Hestetorvet skal ændres nu

Arkiv
Anette Gundlach

Nu kan det kun gå for langsomt med at få ændret lokalplanen for Hestetorvet, mener næstformand i Teknik- og Miljøudvalget Peter Madsen fra Venstre.
- Vi ønsker, at det bliver muligt at etablere udeservering på Hestetorvet allerede i sommeren 2015, siger Peter Madsen:
- Derfor skal vi speede processen op, så de juridiske rammer kommer på plads så hurtigt som overhovedet muligt.
Peter Madsen og hans partifælle Lars Berg Olsen har bedt om at få punktet Hestetorvet på Plan- og Teknikudvalgets møde i næste uge. Deres mål er at få ændret lokalplanen før udeserveringssæsonen går i gang.
I oplægget kan man læse, at udvalgsformand Torben Jørgensen (S) har bedt forvaltningen om at se på, hvordan man får mere liv på torvet indtil lokalplanen er revideret.
- Det er for langsomt, når vi ved, at der er politisk opbakning til at ændre reglerne, så skal vi have det gjort med det samme, siger Venstremanden.

Fri af kærligt favntag

Han mener, at det er uholdbart, hvis cafeer og barer stadig skal tvinges igennem en besværlig søgning af dispensation for at få lov til at servere på torvet.
Flere af dem har allerede søgt om tilladelse, men fik i første omgang et nej. Eksempelvis fik vinbaren Skänk nej til at gøre en markise fast i slutningen af året.
Da Torben Jørgensen gik ind i sagen, blev der åbnet op for dialog med mellem forvaltning og vinbar, og der blev peget på en løsning, hvor de alligevel fik lov til at sætte en markise op.
- En sådan procedure er alt for besværlig og tidskrævende og hindrer livet på Hestetorvet. Ligesom den skaber unødig ærgrelse, mener, Peter Madsen.
- Vi skal have reglerne ændret hurtigere end forvaltningen har planlagt, og det er det, der er problemet.
- Jeg håber, at Torben Jørgensen og de andre socialdemokrater får vristet sig fri af embedsmændenes kærlige favntag og støtter op om, at der sker noget nu, så sæson 2015 ikke går til spilde.

Flere modeller

Venstre forestiller sig flere mulige modeller, forklarer Peter Madsen.
Det kunne for eksempel være en fremskyndelse af hele lokalplanen eller en udskillelse af Hestetorvet til særlig hurtig behandling eller en mere fleksibel praksis i administrationen af den gamle lokalplan.
- Det vil være op til forvaltningen at fremlægge mulighederne for udvalget, siger Peter Madsen.
Torben Jørgensen har tidligere sagt til Roskilde Avis, at hvis reglerne står i vejen for planerne for Hestetorvet, så skal de ændres.

ag@roskildeavis.dk