Blues Brothers, Bang og Betty i Musikhuset
Den engelske violinist Jane Clark og den irske sanger og guitarist Shane Donnelly fik et dansk folkeligt gennembrud i 2003, da de gæstede Niels Hausgaards turné og tv-show.
Siden gennembruddet i 2003 har deres karriere accelereret med ekspresfart. De har efterfølgende trukket fulde huse ved de mange koncerter, de har spillet rundt omkring i Danmark. Koncerten finder sted i Teatersalen den 22. januar kl. 20.00.
Den 24. januar kl. 20.00 kan man opleve The tribute to The Blues Brothers. Det er blues, som går i blodet. Det er soul, som stryger sjælen. Det er Jake og Elwood, som på deres cool og nonchalante facon fortæller historien om deres liv og som bid for bid erobrer tilskuernes sympati. Disse fødte antihelte på flugt fra politiet tager sig hele tiden tid til publikum og giver det ene store hit efter det andet, og de bakkes op af et seksmands-band og de fantastiske Bluettes. Forestillingen finder sted i Koncertsalen.
Bang og Betty
Året er 1898. Det moderne gennembrud har sat gang i en rasende debat om kønsroller, kvindefrigørelse og homoseksualitet. Forfatteren Herman Bang indfinder sig til prøvestart på Folketeatret for at iscenesætte sin veninde og yndlingselev, Betty Nansen, i August Strindbergs skandale-drama ”Frøken Julie”. Til Betty Nansens store fortrydelse skal den mandlige hovedrolle spilles af den unge og talentløse, men højest attraktive skuespiller, Fritz Boesen, til hvem Bang nærer en dyb og uindfriet kærlighed.
Det er et stykke dansk teater- og litteraturhistorie, der vises, og forestillingen finder sted i Teatersalen den 26. januar kl. 20.00.