Bunkern sparker liv i gågaden
En ny butik for de spilleglade flytter ind på Ramsherred 2. Butikken hedder Bunkern
Så sker der endelig noget i den nordlige ende af gågaden i Aabenraa.
Den 2. februar åbner Kenneth Kruse Sørensen dørene til sin nye butik, Bunkern, der kommer til at have omdrejningspunkt omkring rollespil.
Der vil være alt, hvad rollespillere kan ønske sig - tøj, våben, figurer, hobbyartikler, brætspil, kortspil og ikke mindst masser af ekspertviden omkring hele det særegne univers, som rollespillere befinder sig i.
Kenneth Kruse Sørensen har selv lige passeret de 40 år, og han hører da også til blandt de ældste rollespillere. Til gengæld har han været med siden han var 12 år, så der ligger noget viden gemt i esbjergenseren, der med åbningen af butikken i Aabenraa håber at kunne fange en del af de mange rollespillere, der findes i Sønderjylland.
“Jeg har før taget ud til de forskellige rollespilsklubber og foreninger fra grænsen og helt op i Silkeborgområdet. Her har jeg så at sige haft en mobil butik. Nu prøver jeg med denne fysiske butik her i Aabenraa. Så håber jeg, at jeg kan undgå at køre så meget rundt her i det sønderjyske”, forklarer Kenneth Kruse Sørensen.
Han vil ikke være tilstede selv i butikken til daglig, men her vil to andre unge rollespilselskere passe butikken.
Til gengæld har Kenneth Kruse Sørensen masser af planer om at fylde butikken med events, workshops og arrangementer i aftentimerne og i weekenderne.
“Det handler jo tit om at mødes og spille. Det har jeg nu fået de optimale rammer til, så det skal selvfølgelig udnyttes. Og jeg syer selv mit tøj til rollespillene, så den viden vil jeg da også dele ud af gennem workshops”, lyder det videre fra Kenneth Kruse Sørensen.
Han har endvidere planer om også at arrangere live rollespil i skovene omkring Aabenraa, når vejret bliver lidt bedre.
“Jeg skal have fat i kommunen og høre ad, hvor det bedst kunne foregå. Så jeg håber da, de er med på idéen”.
Navn med historie
Navnet på butikken - Bunkern - er ikke helt grebet ud af luften.
“Jeg overtog en gang en lignende butik i Esbjerg, der hed Junkers Bunker. Men den blev aldrig kaldt for andet end bunkeren. Så det ville jeg gerne tage med. Desværre var navnet taget som domænenavn på internettet, så jeg modificerede navnet lidt, og kalder altså nu butikken for Bunkern. Der er også lidt jysk over det”, lyder det med et smil fra Kenneth Kruse Sørensen.