Fortsæt til indhold

Kampen i kælderen

Roskilde Karateskole har succes med at få nye medlemmer

Arkiv
Jan Partoft

Foto: Erling J. Pedersen Karate-sporten har så stor interesse for børn, at Roskilde Karateskole en overgang måtte sige nej til flere medlemmer. Den bremse er væk nu, hvor klubben er flyttet ind i kælderen til Algade 4, hvor der er lidt mere end 650m2 til rådighed. - Jeg har været med i to år, siger Maria Jakobsen, der er 11 år. - Grunden til jeg begyndte var, at jeg syntes, karate så sjovt ud, og så vil jeg også godt være i stand til at beskytte mig selv, hvis jeg bliver overfaldet. Når valget faldt på Roskilde Karteskole, skyldes det, at hun havde hørt om klubben via en klassekammerat, der var med i klubben. Den indgang til klubben er der mange af medlemmerne, der har haft. - Mange af vores medlemmer har hørt om klubben via andre, siger Morten Sejerøe, der er formand for klubben. - Vi har også fået en del medlemmer, der er forældre til de børn, som går her. De har selv fået lyst til at være med, når det har set og hørt deres børn fortælle om, hvad der sker her. - De opdager også, at karate er en livsstil. - Man bliver aldrig perfekt til karate, så man kan hele tiden finde udfordringer og forbedre sig. - Vi har i øjeblikket medlemmer fra seks år og til midten af 60’erne.

Traditionel karate

Roskilde Karateskole dyrker en klassisk japansk karateform, der hedder ‘Okinawa goju-ryu’, som har stor udbredelse her i landet og internationalt. - På den måde har vi også mulighed for at være med i træningslejre i ind- og udland, siger Morten Sejerøe. - Vi holder os til en traditionel karate, der holder fast i de gamle værdier og ikke sportskarate. - Samtidig dyrker vi heller ikke fuld kontakt-karate, så når der er kamp må man ikke slå i ansigtet, kun markere. - De værdier vi holder fast i er: Respekt, disciplin, viljestyrke, fællesskab og traditionel karate.

Træningslokalerne ligger i kælderen til Algade 4.

Flest børn

Roskilde Karateskole har 231 medlemmer. To tredjedel af dem er børn. Sporten tiltrækker begge køn og fordelingen mellem dem er nogenlunde ligelig i de fleste aldersklasser. 15-årige Mette Holm kom ind i sporten over to omgange. - Jeg prøvede første gang da jeg var ni, men der havde jeg også gang i meget andet, så jeg stoppede, siger hun. - Da jeg blev 13 begyndte jeg igen, da jeg gerne ville lære selvforsvar. Samtidig er det rigtig sjovt at gå her og der er mange søde mennesker. Her hentyder hun både til de 20-25 andre på holdet og klubbens instuktører. Jakob Bjerager på 14 kom ind i sporten, da han havde set ‘Karate Kid’-filmene. - Det kunne jeg også godt kunne gøre og samtidig lære at forsvare mig selv, fortæller han. - Men det vi laver her, ligner ikke filmen ret meget. Det er mest det med at man kun kan blive bedre ved at øve sig, det gælder også her. Roskilde Karateskoles nye lokaler ligger i kælderen, hvor Nordea tidligere havde bankboks, kontorer og omklædningsfaciliteter. Der er blevet plads til to store træningssale, en mindre, kontorlokale, diverse depotrum og omklædnings- og baderum for hvert køn. jp@roskildeavis.dk

Roskilde Karateskoles formand Morten Sejerøe.