Lindors beskyldninger bør undersøges
Venstre-leder afviser forklaring fra Kultur- og Idrætsformand som 'fnidder'
- Beskyldningerne fra den tidligere socialdemokratiske borgmester Lindor om forløbet i sagen om fjernelse af elitestøtte til Roskilde Håndbold er så kraftige, at vi bør tage dem alvorligt og gøre os den ulejlighed at få undersøgt, om de passer. Sådan siger Venstres leder i byrådet, Bent Jørgensen, efter en artikel i Roskilde Avis med formanden for Kultur- og Idrætsudvalget, Birgit Pedersen (SF). Heri konkluderede hun, at beslutningen om elitestøtte til bordtennis og fodbold - men ikke længere til håndbold - var foregået fuldstændig normalt og korrekt i udvalget, hvor alle medlemmer, bortset fra Lindor, stemte for denne indstilling fra et sagkyndigt udvalg, som havde fået denne opgave. Birgit Pedersen undrede sig samtidig over, hvorfor Bent Jørgensen som Venstre-leder nu underkender sine egne to medlemmer i udvalget, Evan Lynnerup og Marianne Kiærulf, der også havde stemt for beslutningen om at stoppe elite-støtte til håndbolden. Men kultur- og idrætsformanden var klar til at fremlægge en redegørelse i udvalget, som har afgørelsen i denne sag, hvis Venstre ønskede det.
Penge i år
Til det siger Bent Jørgensen: - Birgit bruger meget krudt på, at skyde på Venstre, men vi synes sagen er for vigtig til at lave den om til en gang byrådsfnidder - For os er det er meget relevant at få undersøgt, om sagen har været behandlet korrekt. Derfor beder jeg om en redegørelse om det i ØU. Vigtigt at alle klubber bliver behandlet korrekt, og der i en så vigtig sag ikke kan sås tvivl om sagsgangen. - Derfor må det også være rimeligt, at når kultur- og idrætsudvalget har sit næste møde med håndboldklubben, at man de så kraftigt overvejer at give dem støtten året ud. Så kan man senere vurdere, om de på den lange bane skal have en egentlig ny elitesportsaftale. - For Venstre betyder det naturigvis også, at de to andre tilsagn til fodboldklubben og Bordtennis naturligvis står ved magt. Dem skal der ikke røres ved, siger Bent Jørgensen. tk