Håndslag på uddannelse
Aabenraa kommune fortsætter striben af partnerskaber
Endnu en uddannelsesinstitution har givet Aabenraa kommune håndslag på, at der skal samarbejdes om at styrke unges kompetencer gennem uddannelse. Denne gang er det VUC Syd, der har indgået en partnerskabsaftale med kommunen. VUC Syd udbyder blandt andet 2-årig hf, hf enkeltfag, afsluttende prøver svarende til folkeskolens 9. Og 10. klasse og forskellige forløb, der forbedrer kursisternes læse-, skrive- og matematikfærdigheder.
VUC Syd har købt nabobygningen i Nygade – den tidligere Dansk Glødelampefabrik - og er begyndt at ombygge og udvide aktiviteterne. ”Glødelampen” bliver navnet på den nye del af VUC Syd, der koster 45 mio, kr. og forventes færdig til efteråret.
Men det stopper ikke her. I byggeplanen er forudsat, at byggeriet kan kobles sammen med den eksisterende VUC bygning ved siden af gennem en atriumbygning. Dette besluttes først i løbet af foråret, og det kræver bl.a. et ja fra Folketingets finansudvalg. En sammenbygning og renovering vil koste 65 milo. kr. En realisering af hele byggeprojektet vil give et samlet areal på 6500 kvadratmeter, med plads til 900 studerende.