Ensretning af Bygaden ophæves
Ensretningen af Jyllinge Bygade er snart en saga blot.
Siden vejen blev ensrettet for halvandet år siden, har den været til stor frustration for mange beboere i Jyllinge, der pludselig fik meget længere til børnenes skoler, institutioner og til indkøbsmuligheder i Jyllingecenteret.
Den smalle og uoverskuelige hovedvej blev ensrettet for halvandet år siden, fordi cyklister og fodgængere ofte blev nødt til at trykke sig op ad husmurene, for ikke at blive kørt over, når der var trafik på vejen.
Mange følte sig dengang utrygge ved at bruge vejen, og på et borgermøde oplevede plan- og teknikudvalgsformand Torben Jørgen stor opbakning til kommunens ensretningsplaner, fortæller han.
Svært at komme frem
- Ensretningen gjorde det simpelthen for svært at komme frem for Jyllingeborgerne, der skulle ud på store omveje, fortæller næstformand for udvalget Peter Madsen (V).
- Derfor stemte vi for, at ensretningen skulle ophæves tilbage i august, da sagen var til diskussion igen, siger Venstremanden. Det samme gjorde Dansk Folkeparti.
Han undrer sig over, at det først er nu, at han finder alternative forslag til ensretningen på dagsordenen.
Torben Jørgensen forklarer, at man har lyttet til de utilfredse beboere i Jyllinge:
- Vi har forsøgt at finde andre løsninger for at lede trafikken væk fra Bygaden, men det kan vi ikke, siger Torben Jørgensen.
Ad Møllevej til
- Vi er nødt til at ophæve ensretningen og finde en løsning, som alle er glade for og trygge ved, siger Torben Jørgensen, som forventer at møde bred politisk opbakning blandt kollegaerne i udvalget.
Han håber på, at de andre partier også vil være med til at finde penge til at åbne Møllevej ud mod Frederigsborgvej.
- Det vil lette trykket på bymidten, når en del af bilerne bliver ledt den vej udenom byen, siger Torben Jørgensen.
Forvaltningen foreslår, at der bliver lavet hastighedsdæmpere på Bygaden og at krydset Nordmarksvej/Møllevej/Bygaden bliver lavet om.
- Det er bare forslag, det kan være, vi finder ud af noget helt andet på vores møde, men i hvertfald skal man køre langsom på vejen, så cyklister og fodgængere ikke er i fare, siger Torben Jørgensen.
Sagen skal drøftes mandag aften. Der er i øjeblikket politisk flertal for at vejen åbnes for trafik i begge retninger.
ag@roskildeavis.dk