Bryd fordomme
Bryd fordomme og ryd op i klædeskabet er to af den nyuddannede stylecoach, Helle Rubergs, råd, når hun skal hjælpe andre. Den nyslåede coach har haft egen frisørgeschæft i mere end 20 år, og det er her, hun fandt frem til, at hun også har lyst til at rådgive kunder om stil. - De kan få en fuld makeover her i frisørsalonen eller jeg kan komme hjem til dem og se deres klædeskab an, siger Helle Ruberg. Hun forklarer, at det ofte hjælper at rydde op i tøjbunkerne, så der ikke hænger så mange ubrugte dele tilbage. - Jeg oplever, at folk bliver grebet af udsalget og køber en masse, der bare hænger og fylder, siger Helle Ruberg. Derefter gælder det om kun at have yndlingstøjet tilbage og at lære at sætte det sammen på en ny måde. - Mange oplever på den måde at få en helt ny garderobe, siger Helle Ruberg og fortsætter: - Det drejer sig om at have et godt udvalg, der spiller sammen. Helle Ruberg hjælper også med at få styr på nye farver, snit og form, der understreger den enkelte. Man kan træffe hende på Kildemosevej 29. ag@roskildeavis.dk