Fortsæt til indhold

Lokale kulturtalenter kommer på unik elite skoleordning

Som de eneste i landet får unge esbjergensiske kulturtalenter nu en unik mulighed

Arkiv
Louise Ritter

Det er set før i sportens verden, hvor særlige eliteordninger gør det nemmere for store talenter at få sport og uddannelse til at passe sammen. Nu er Esbjerg Kommune så først i Danmark med et lignende tilbud til unge, lokale kulturtalenter.
“Målet er at øge antallet af børn og unge, der er aktive indenfor kulturområdet og samtidig styrke deres kunstneriske niveau for at skabe en mere solid fødekæde til kunstgenrerne i Esbjerg Kommune, “ skriver netop kommunen i en pressemeddelelse.
Alle kommunens ungdomsuddannelser får mulighed for at lade deres elitekulturudøvere benytte den nye ordning, som der er afsat 75.000 kroner til om året.
For de penge kan de unge kulturtalenter blandt andet 'købe' en klassekammerat til at være en såkaldt buddy, der for eksempel kan tage notater fra skoleundervisningen. når talenterne er fraværende på grund af kulturfaglig undervisning eller konkurrencer.
Der bliver også mulighed for supplerende undervisning ved fravær på grund af kulturfaglig undervisning eller konkurrencer.
En af dem, der hopper med på ordningen er Mads Klinge. Han går i 3.g og spiller rytmisk guitar.
“Supplerende undervisning får jeg nok ikke brug for, men buddy-ordningen vil jeg klart benytte mig af. En der kan holde mig lidt i ørerne og opdateret på lektier, det vil være godt,” siger Mads Klinge til Lokalavisen.