Hør om arkæologiske udgravninger
Onsdag den 21. januar kan man på Koldinghus høre om årets udgravninger
Seks arkæologer præsenterer resultaterne fra nogle af de mest spændende arkæologiske udgravninger i 2014. Bag udgravningerne står Museum Sønderjylland - Arkæologi Haderslev, der siden 2002 har varetaget arkæologien i Kolding Kommune på vegne af Museet på Koldinghus.
Arkæologerne vil bl.a. fortælle om udgravningerne mellem Ragebøl og Blans, hvor fundene spændte vidt i tid fra bondestenalder og helt op til nyere tid. Bl.a. fandt man en hidtil ukendt krigergrav fra 1864.
Hør også den spændende fortælling om udgravningen af ”Huset ved Vaskilde”. I forbindelse med nedrivningen af en gammel gård ved Dybbøl viste der sig mindst syv forgængere for præcis denne gård, som har ligget på det samme sted i mindst 800 år. Bl.a. har arkæologerne fundet ovne, keramik og stolpehuller, der er fra 12-1300-tallet. Under udgravningen kunne man følge konstruktionsformen og indretningen af gården, ligesom det store genstandsmateriale kunne give et indblik i hvordan livet og forholdene har været på gården.
Der er adgang til foredragene med de seks arkæologer, når der er betalt entré til museet.
Der er ingen tilmelding.