Prut brød stilhed i storcenter

Klumme Jeg sad bare og kiggede på mennesker, for jeg havde ikke så meget andet at give mig til.
Jeg sad i sidste uge på en træbænk i et shoppingcenter i den nordlige ende af Aarhus, hvor jeg skulle vente en times tid, inden jeg atter kunne komme mod Vejle. Og der sad jeg så ved centrets lille torv og kiggede på de mennesker, som gik forbi.
Og som satte sig ved siden af mig. Eller som legede ved og på et lille klatrestativ. Eller bare osede rundt mellem butikkerne.
En ung mor satte sig på 'min' bænk. Hendes to børn havde smidt jakkerne, og var gået i krig med klatrestativet, og de skreg og jublede af grin.
Ved en lille bager var et ungt par ved at købe nogle fastelavnsboller med creme, og ved Matas stod en mor og skældte ud på den ældste af fire børn.
En lille charmebøf gik over torvets gulv. Han havde blenumse og sut i munden. Hans far var lige bag ham. Den unge kvinde ved siden af mig kiggede intenst på sin telefon. Hun var ikke så gammel, for hun brugte to fingre til at skrive lange beskeder med.
Sådan gik livet sin summende gang. En helt almindelig onsdag i januar. Men pludselig, sådan helt uventet, forsvandt lyden. Ikke længe. Men bare for en stund.
Den berømte engel gik gennem centret. Den afdæmpede musak i højtalerne døde ud, ungerne på klatrestativet stoppede med at juble af fryd. Ingen bestilte brød ved bageren, og moderen med de fire ved Matas havde åbenbart ikke mere at sige.
Lyden døde ganske enkelt.
Og dog, for lige der, lige det splitsekund efter lyden forsvandt, kom den.
Prutten. Og den kunne høres.
Nej, det var ikke mig, men det var en eller anden på det lille torv, der slap en vind. Kom med en lille fis. Lod den varme luft komme bag på sig. Løftede sig lidt fra sadlen. Kort sagt: Slog en prut.
Den slags sker jo hele tiden og af os alle. Vi kan ikke snyde os udenom. Vi skal ud med det. Men der er tider og steder til den slags, og pruttens ejermand har jo troet, at ingen kunne høre den i larmen, men det endte med, at tiden og stedet var helt malplaceret. I hvert fald gippede det i os alle, for hvem var nu det, der pruttede. Ikke ungerne, tror jeg, for den her prut brummede for meget til at være et barns.
Men måske var det hende den unge kvinde ved siden af mig. Måske var det hende moderen, der havde skældt så meget ud, at der var kommet luft i maven. Måske var det faderen, som foroverbøjet jagtede den lille charmebøf, eller måske var det fastelavnsbollerne, som havde givet luft i maven. Måske var det en, som jeg ikke lige kunne se.
Nå, det er også lige meget, for det var jo bare en prut. En lille vind i en stormfuld verden, og derfor en historie, som opstod og forsvandt med det samme igen. Musakken spillede igen, ungerne jublede atter, og nye folk kom og gik hen over torvet. Prutten forsvandt op i den tomme, tørre luft, og kunne ikke slippe helt ud til de mørke skyer på den anden side af loftet. Men skidt pyt, den lugtede ikke alligevel.
Den var jo bare en prut. Vi prutter hver især op mod tyve gange om dagen, og faktisk sender vi hver 2,5 liter gas ud i atmosfæren. Hver dag. I gennemsnit. Så hvorfor er de prutter da så sjove og pinlige? Aner det ikke, men denne lille prut i Aarhus fik sin plads i historien, og så kan der vist ikke koges mere suppe på den bette skid.