Varde Volley fortsætter stimen
I weekenden blev bundholdet VK Vesthimmerland sendt hjem med et nederlag
Vardes 2. div. damer spillede søndag hjemmekamp mod VK Vesthimmerland. Igen en kamp, hvor Varde var storfavoritter, da udeholdet hører til i bunden af rækken.
Der var ingen tvivl om at hvis Varde kunne bevare koncentrationen ville det blive en forholdsvis let kamp. I de to første sæt, gik det meste også efter planen. Holdet lavede dog i begge sæt for mange personlige fejl, men heldigvis lykkedes det ikke modstanderne at straffe Varde og begge sæt blev vundet 25-18, 25-18. Som det er sket et par gange før for Vardeholdet, tager spillerne herefter alt for let på opgaven. Fra starten af af 3. sæt førte Vesthimmerland hele tiden med 6-8 point. De pressede Varde i bund og der var intet der ville lykkes for hjemmeholdet. Sættet blev tabt 17-25.
Og igen som det er sket så mange gange tidligere, gik Varde indtil 4. sæt med en helt anden indstilling. Bundniveauet blev hævet og det lykkedes igen af vinde flere point på skarpe server. Varde rykkede fra 8-7 til 17-7 og så var der ikke mere at komme med for udeholdet. Varde vandt sættet 25-12 og dermed kampen 3-1.
Tjansen som dagens spiller blev delt af tre spillere, Gitte Helsinghoff, Mia Bandsberg Poulsen og Lise Røeder Nielsen.
Vardes næste kamp er onsdag den 4. februar, hvor Skjern kommer på besøg i Lykkesgårdhallen til et rigtigt lokalopgør. Der er kampstart kl. 20.00