Det bliver vildt - Mix & Wild"s åbner dørene
Samarbejde: Nabobutikker slår pjalterne sammen i RådhusCentret
Tina Wild og Lotte Mark, der har drevet henholdsvis tøjbutikken Mix og Wild"s med café, brugskunst og tøj til store piger i hver deres butik i Vojens RådhusCentret, har i længere tid snakket om at slå de to nabobutikker sammen. Og nu er Mix & Wild"s ved at være en realitet.
“Vi har gået og joket lidt med, at i de her tider kunne vi lige så godt slå os sammen til en butik,” fortæller de samstemmende: “Og efterhånden gav det faktisk rigtig god mening at gøre det, så nu er vi i gang - og vi glæder os helt vildt.”
Der er en hel stribe af fordele ved sammenlægningen af de to butikker, fastslår de nye kolleger.
“Først og fremmest bliver det en stor og rigtig spændende butik at handle i . Vi vil også bruge det nye samarbejde til sparring og til at aflaste hinanden. Det har været godt indtil nu - og nu bliver det bare endnu bedre.”
Cafédelen skæres fremover væk til fordel for endnu mere tøj i størrelser 34-56, et stort sortiment af brugskunst i bl.a. House Doctor samt specialiteter fra bl. a. Nicolas Vahé.
Mix & Wild"s åbner på de fælles 250 kvadratmeter fredag klokken 15, hvor kunderne forkæles med lidt godt til ganen.