Håndbold-sejr til kvinderne
Håndbold: Jyllandsserie damer: Torsted-Varde: 19-23 (9-9)
Vardes jyllandsserie damer sikrede sig den første sejr i 2015, da holdet på udebane vandt med cifrene 19-23 over Torsted.
Vardenserne begyndte kampen rigtig godt og bragte sig foran med 1-6. Derefter knep det med koncentrationen hos gæsterne, og ved pausen var stillingen således helt lige, nemlig 9-9. Efter en opsang i pausen var der mere vilje hos udeholdet i anden halvleg, og Varde kunne dermed sikre sig de to meget vigtige point.
Den helt store profil hos VHK var Sascha Laulund Sørensen, der sendte bolden i mål hele ti gange.
Dermed er Varde nu er nummer fire i rækken.
Næste opgave for vardenserne er på torsdag, da holdet på hjemmebane i Lerpøthallen møder Vejens 3. divsion mandskab i landspokalen, og selvom Vejen er fra 3. division, tror Vardes træner Bjarke Møller Madsen, at hjemmeholdet kan vinde kampen. Opgøret fløjtes i gang klokken 19.00.