Fortsæt til indhold

Fra elev til studerende

3. års eleverne på handelsgymnasiet fik smagt på livet som studerende

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

110 afgangselever på Handelsgymnasiet, Business College Syd, har mødt Niels Ejersbo fra Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet i Odense i forbindelse med start af projektet 'Det internationale område'. Her skal eleverne gennem workshops arbejde med forskellige problemstillinger i fagene dansk, engelsk, samtidshistorie og international økonomi, for så endeligt i april at skrive en synopsis i et selvvalgt tværfagligt emne.
Det var samtidig en kulmination på deres 3 år på Handelsgymnasiet, og eleverne skal nu vise, at de næsten er blevet studerende og klar til at gå i gang med en videregående uddannelse efter sommerferien.
”Vi har planer om at læse videre, når vi bliver handelsstudenter til sommer, og det er bare godt at få en forsmag på, hvordan det er at være til en forelæsning. Det er godt at Handelsgymnasiet har givet os denne mulighed, så vi ikke bliver helt overraskede over, hvad der forventes af os på en videregående uddannelse,” lyder det fra to af deltagerne, Annemette Hjortlund (Hh3d) og Marlena Müller (HH3ce).
Business College Syd holder i øvrigt Åbent Hus lørdag den 31. januar kl. 10-14, og der er informationsaften om Handelsgymnasiet onsdag den 4. februar kl. 19.