Fortsæt til indhold

Fuldt hus i Birkeparken i Vojens

Mandag springer champagnepropperne i Vojens Andels-Boligforening

Arkiv
Arkiv

I sidste uge blev den sidste lejekontrakt i Vojens Andels-Boligforenings 60 nye eksklusive lejligheder i Birkeparken lige midt i Vojens underskrevet. Det betyder, at man nu kan melde ”UDSOLGT”.
"Vi har stort set ikke kendt til tomgang i foreningen, men at vi har været i stand til at udleje 60 nye boliger, der i Vojens-sammenhæng er i den dyre ende, på så kort tid, er vi da lidt stolte af," siger forretningsfører i Vojens Andels-Boligforening, Helle Nilsson Schmidt, og fortsætter:
"Vi har brugt mange ressourcer på at gøre os synlige og fortælle om de nye lejligheder, og vi må sige, at det alt sammen - fire åbent hus-arrangementer, uddeling af brochurer, ophængning af plakater, annoncering på to boligportaler, udsendelse af pressemeddelelser, annoncering i lokalaviser, deltagelse i boligmesse i Haderslev plus biografreklame i Haderslev og reklamefilm i ishockeyarenaen i Vojens - har båret frugt."
Endnu en væsentlig årsag er, at medarbejderne i administrationen og de øvrige ansatte er gode ”ambassadører” og næsten udlært ”sælgere”, fortæller hun.
"De har stillet op og deltaget til arrangementerne, uanset om det var lørdag eller søndag. Endvidere har ejendomsfunktionæren i afdelingen – ”prins charming” - smidt, hvad han havde i hænderne for at tage imod potentielle lejere, når der skulle vises boliger frem."
Madnag mødtes alle ansatte i afdelingen til et lille traktement, hvor de kunne klappe hinanden på skulderen og sige ”tak for kampen” .