Fona flytter til Ro's Torv
Forretningen i Skomagergade overtages af lavpris-kæden Normal
Fona, der hidtil har forhandlet radio-, tv- og musik-udstyr to steder i Roskilde, har besluttet at lukke butikken i Skomagergade og samle alle aktiviteterne i den anden forretning på Ro's Torv. Dermed håber kæden at få en bedre drift ud af det.
Lederen af butikken i Skomagergade Dennis Bergmann bekræfter oplysningerne og fortæller, at de fleste af de ansatte flytter med til den nye samlings-butik. Selv skal han tilbage som chef i forretningen i Ringsted, hvorfra han også kom for få måneder siden.
Andre kilder oplyser til Roskilde Avis, at Fona har besluttet at lukke i Skomagergade nu, fordi man har fået penge for at afstå butikken. Det er ellers ikke så udbredt en praksis længere.
Dennis Bergmann og de øvrige medarbejdere skal nu i gang med at lave ophørsudsalg, idet butikken skal lukke allerede den første weekend i februar.
Normal lavpris
Forretningen i gågaden overtages nu af kæden 'Normal', der har specialiseret sig i at sælge en række dagligdags til husholdningen til lave priser. Den har i løbet af få år oprettet en række butikker rundt om i landet:
Ved at parallelimportere varerne i andre EU-lande, går kæden udenom fordyrende mellemled og kan på den måde sælge varerne op til 50 procent billigere end i de fleste danske butikker.
- Vi udnytter muligheden ved varernes fri bevægelighed på tværs af EU. Vi kan se at varerne i Sydeuropa er langt billigere end herhjemme og det udnytter vi, har direktøren for Normal-kæden, Torben Mouritsen, tidligere fortalt.
Farvel til handels-historie
Når Fona nu har valgt at lukke i Bymidten er det samtidig et farvel til et helt kapitel i historien om Roskildes handelsliv.
Gennem en hel menneskealder var Erik 'Fona' Hansen, der åbnede kædens første butik i Roskilde også dens menneskelige ansigt, som gjorde butikken til en af byens førende. Han var samtidig med til at starte Stjernebutikkerne, hvis effektive fælles markedsføring gjorde Roskilde til den største handelsby på Sjælland udenfor København.
Flere kendte roskildensere har været grundigt i lære hos 'Fona'-Hansen, før de rykkede videre. Eksempelvis formanden for Roskildes konservative, tidligere byrådsmedlem Lars Lindskov, der nu har sin egen kommunikations-virksomhed, og annoncechefen på Roskilde Avis Lars Pedersen.
Forretningen lå først i Algade, hvor Neye nu har til huse, og flyttede siden til Skomagergade. For Erik Hansen, der fortsat interesserer sig levende for Roskildes handelsliv, må det nu være en lidt underlig fornemmelse at se sit eget livsværk forsvinde fra Bymidten.
tk