Handelsakademi for butiksansatte
Ny aftale mellem Roskilde Handel og handelsskolen giver ekstra uddannelse i service og kundebehandling
Roskilde Handel, der organiserer forretninger både i Bymidten og udenfor, er blevet enig med handelsskolen om at starte en ny efteruddannelse for ansatte i butikkerne, og den har foreløbig fået arbejdstitlen: Roskilde Handels- og Turistakademi. Direktøren på Roskilde Handelsskole Jørgen Sloth forklarer, at der skal være to forskellige kursusforløb: Et for medarbejdere og et for ledere i butikkerne. De førstnævnte skal blandt andet lære mere om salg, afsætning og købspsykologi, så de kan bruge disse færdigheder til en god service overfor kunderne. Ledere og chefer i butikkerne tilbydes et andet forløb, hvor de kan får nye værktøjer, når det handler om bl.a. personaleledelse og forretnings-strategi. I begge tilfælde opbygges uddannelserne som en række korte moduler, og skolens undervisere vil sætte sig ind i butikkernes forhold og situation, så undervisningen kan blive helt konkret med udgangspunkt i deres daglige arbejde. - Mens kurserne kører, vil der være en konstant dialog, så både undervisere og kursister følger med i, hvordan det virker i praksis, forklarer Jørgen Sloth. Kurserne arrangeres udenfor normal arbejdstid, men der er tabt arbejdsfortjeneste, som kan bruges til ansættelse af vikarer eller afløsere, hvis man ønsker det. Det er en del af de normale arbejdsmarkeds-uddannelser, som arbejdsgiverne allerede har betalt til.
En god mulighed
Formanden for Roskilde Handel Torben Stevold er meget tilfreds med den nye aftale, som turistorganisationen Visit-Roskilde også har mulighed for at deltage i: - Vi får opfyldt et ønske om at udvikle den service, som vores medlems-butikker kan give kunder og besøgende, gennem en ekstra uddannelse af de ansatte. - Samtidig kommer denne uddannelse til at foregå på en måde, så den passer til vore forretninger. De ansatte skal ikke være væk fra arbejdet, og det er en lokal løsning, der tager udgangpunkt i de virkelige forhold i Roskilde. Endelig er jeg også meget tilfreds med, at hverken vi eller kommunens skatteydere kommer til at betale ekstra for noget, som forretningerne allerede har betalt gennem deres bidrag til arbejdsmarkeds-uddannelserne, forklarer Torben Stevold. De nye uddannelser for butiksansatte i Roskilde med handelsskolen skal starte allerede i dette forår. tk