Fortsæt til indhold

Potent intern kamp er i vente

Arkiv
Rune Weitling

Hvis man var blot den mindste smule i tvivl om, hvorvidt Best Pairs nu også bliver en lækkerbisken for speedway-elskere, så bør den tvivl efterhånden være gjort til skamme.
Det bliver ganske enkelt creme de la creme, der stiller til start på Granly Speedway Arena den 9. maj for at vride gashåndtaget helt i bund. I sidste uge blev det offentliggjort, at svenske Andreas Jonsson kommer til at føre broderlandet an i dysten om det uofficielle VM for par, når finalen i Best Pairs skal køres i Esbjerg. Den svenske kører har været med i Grand Prix-Serien siden 2001, og han vandt et Grand Prix så sent som i efteråret.

Dyst i dysten

Som om det ikke var nok, så kan både det danske - og i særdeleshed det esbjergensiske - publikum glæde sig over en fed kamp i kampen.
Forleden kunne Esbjerg Motorsport nemlig præsentere polske Krzysztof Kasprzak, sidste sæsons individuelle VMsølvvinder, som ny A-kører til næste sæson. Og da man i forvejen råder over A-kørerne Artem Laguta fra Rusland og den lokale helt Niels-Kristian Iversen, ja så er der for alvor lagt i ovnen til en intern dyst af de helt potente.
"Det bliver da lidt sjovt at skulle køre mod de andre A-kørere, men jeg satser på at sætte de andre på plads. Artem Laguta har vist mange gange, at han kan køre stærkt her i Esbjerg, så han vil nok vise flaget på et stærkt russisk hold, og Krzysztof Kasprzak er bare en af verdens bedste, så det bliver en fed duel. Vi skal give den gas for et stort dansk publikum, så det gælder bare om at vise, at det er min hjemmebane," siger Niels-Kristian Iversen til Lokalavisen Esbjerg.
Pressechef Lars Guldager Dyhr, der allerede arbejder stenhårdt i kulissen med det store løb, har svært ved at få armene ned over den interne duel mellem EMS tre musketerer.
"Vi er da vildt glade for, at vi har hele tre mand fra truppen til start, og det vidner også om, at vi har et stærkt hold i ligaen. Det bliver fedt at se vores kørere mod hinanden, og det er da lidt specielt, at vi kan præsentere tre Esbjerg Motorsport-folk i duel mod hinanden i et stort internationalt løb og så endda på Granly Speedway Arena. For vores sædvanlige hjemmepublikum bliver det måske første og eneste gang, de kan opleve den duel med vores egne drenge her på banen, og for alle andre bliver det verdensklassekørere, som skal dyste om titlen," siger Lars Guldager Dyhr til Lokalavisen Esbjerg.