Søg støtte og få fjernet øjebæerne
Om knap to måneder udløber ansøgningsfristen til særlig pulje
Middelfart Kommune ønsker at støtte nedrivning og istandsættelse af nedslidte bygninger i kommunens landsbyer og i det åbne land.
”Vi håber endnu engang at modtage rigtig mange kvalificerede ansøgninger, både for nedrivninger og bygningsistandsættelser, der vil forskønne og bidrage positivt til udviklingen i kommunens landområder og i de mindre byer. Vi vil i år prioritere nedrivninger af nedslidte bygninger, der er synlige langs hovedvejene og jernbanesporet,” siger teknisk udvalgs formand, Niels Bebe (V) i en pressemeddelelse.
Man kan søge støtte til nedrivning af nedslidte ejendomme, samt udvendigt synlige bygningsistandsættelser af blandt andet tag og facade. Ved tildeling af puljemidlerne vil der blive foretaget en prioritering af de indkomne ansøgninger ud fra en række kriterier:
Nedrivning af nedslidte, tomme bygninger med en synlig beliggenhed langs hovedvejene og jernbanen, hvor forfaldet har en afsmittende virkning på det omgivende miljø, vil blive prioriteret højest.
Bevaringsværdige landbyer vægtes også højt. Det samme gør bygninger med en særlig arkitektonisk værdi, eller ejendomme hvor forfaldet menes at smitte til omgivelserne