Fortsæt til indhold

Godt år i Domkirken

Menighedsrådets formand glæder sig over stærkt voksende besøgstal og stor kirkelig aktivitet

Arkiv
Arkiv

Mere kirke og mere kulturarv I 2011 var antallet af besøgende i Roskilde Domkirke 89.000. Det tal er vokset støt og roligt efter ansættelse af en formidlingsmedarbejder og oprettelse af Fonden til formidling af Kulturarven Roskilde Domkirke, og i 2014 vil mere end 120.000 turister have lagt vejen forbi Domkirken. Der er således tale om en stigning på mere end 30 %, som går fint hånd i hånd med en styrkelse af Domkirken som kirke. Menighedsrådets ønske om "mere kirke og mere kulturarv" er dermed godt på vej til at gå i opfyldelse. Med oprettelse af Fonden og ansættelse af en formidlingsmedarbejder er der også skabt en positiv udvikling i indtægterne til gavn for arbejdet med etablering af et formidlingscenter. I de seneste år har menighedsrådet og Fonden øget synliggørelsen af Domkirken med en række markedsføringstiltag og i samarbejde med Roskildes øvrige attraktioner. Alle betalende får nu en guidebog, som tilbydes på dansk, engelsk, tysk, fransk, italiensk og spansk. Der er udviklet apps til børn og til voksne. Og for at styrke oplevelsen af det fantastiske kirkerum og de mange kapeller er yderligere 2 krypter, galleriet og Absalonsbuens indre nu åben for besøg.

Faste åbningstider

Uden tvivl har det også bidraget til tilstrømningen af gæster, at menighedsrådet sidste år besluttede at skabe en større sikkerhed for besøg i Domkirken ved at garantere adgang på bestemte tidspunkter. Samtidig har Domkirken også tiltrukket en meget stor skare af Roskilde-borgere - både i forbindelse med kirkelige handlinger og forskellige kulturelle tilbud. Under lysfesten i oktober gik næsten 2700 mennesker rundt med lommelygter i en mørklagt kirke, og 1. søndag i advent deltog mere end 1000 mennesker i dagens gudstjenester og omvisninger i kapellerne. Også Domsognets kirkeliv har fået nye tilbud i de seneste år. De velbesøgte onsdagsrefleksioner tiltrækker flere og flere deltagere, ligesom fredagsaltergangen støt og roligt øger sit deltagerantal. I menighedsrådet er vi glade for de 2 hverdagsandagter i åben kirke, også fordi de over for vore besøgende understreger, at Domkirken er en levende kirke, og ikke blot kulturarv. Det er også grunden til, at menighedsrådet har understreget, at der ikke må guides i Skt. Andreas Kapel. Det rum er indrettet som stillekapel i den store og til tider meget travle kirke, og det skal altid være muligt at kunne sætte sig i kapellet til en stille stund. Det er naturligvis helt i orden, at de besøgende går stille rundt og betragter de enkelte dele i kapellet, men ikke som gruppe, kun som enkeltpersoner. Engelske gudstjenester "Service in English" erstatter nu den traditionelle aftensang 10 gange om året, hver den første søndag i måneden undtagen i juli og august. På alle søndage og helligdage er der herudover altid 2 gudstjenester i Domkirken og jævnligt også gudstjeneste i Gammel Vor Frue Kirke. Natkirken afvikles hver 2. og 4. fredag, og forår og efterår er der tilbud om meditationsgudstjenester. Og heldigvis er vi i Domsognet ikke ramt af vigende tilslutning, men tværtimod en stabil kirkegang.

Rigt musikliv

Roskilde Domkirkes rige musikliv giver året igennem store oplevelser til rigtig mange mennesker. Sommerens gratis orgelkoncerter har været meget populære med en fordobling af tilhørerantallet. Her giver Domkirkens egne dygtige organister og gæsteorganister fra hele verden mulighed for store musikoplevelser. Domkirkens velklingende kor, Domkoret, de 3 pigekor og drengekoret, fylder gang på gang kirken, hvad enten der er tale om liturgiske gudstjenester 1. fredag i måneden, Faure's Requiem eller 9 læsninger, ligesom tilbud om koncerter med eksterne kor og musikere er populære. Anne Rosendal Formand for Domsognets Menighedsråd