Fortsæt til indhold

Jersie får fodboldbesøg fra hele Sjælland

Arkiv
Arkiv

FODBOLD: Jersie United kan med glæde og stolthed meddele, at klubbens første stævne bliver med alle pladser udfyldt.
Fodboldklubbens eksistens tilhører den yngre aldersklasse, men tingene har udviklet sig særdeles positivt siden 2012, hvor klubben blev stiftet.
- Den positive udvikling har givet os et hav af muligheder, og denne turnering er blot et resultat af et rigtig godt stykke frivilligt arbejde og fantastiske sponsorer, som vi er utrolig taknemmelige og glade for, fortæller formand Peter Thomsen.
Lørdag den 14. februar afholder klubben dens første herre-senior turnering, hvor hold fra hele Sjælland kommer på besøg. Omkring 20 lokale sponsorer støtter projektet, og interessen for turneringen er generelt overraskende stor.
20 hold har tilmeldt sig hvilket betyder, at turneringen nu er fyldt ud.
Klubben glæder sig til en spændende dag i Solrød Idrætscenter, hvor der forventes en masse mennesker som vil overvære de mange kampe.
- Det er meget tilfredsstillende at kunne præsentere 20 hold til vores første turnering nogensinde. Vi håber på, at det bliver en stor succes, så vi næste år kan overveje at udvide til endnu flere hold, fortæller bestyrelsesmedlem Mikkel Leth.
Turneringen forløber fra kl. 10 til kl. 20, og programmet for dagen vil snart blive offentliggjort. Udover en masse scoringspræmier og andre flotte gevinster, så løber holdet på 1. pladsen af turneingen med 3.000 kr.
pm