Fortsæt til indhold

Alkoholkampagne starter i dag

Kampagnen 'Få respekten tilbage' skal få flere i alkoholbehandling. Sønderborg Kommune bakker op

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

I dag tirsdag den 13. januar lanceres den landsdækkende kampagne 'Få respekten tilbage', som Alkohol & Samfund og TrygFonden står bag. Sønderborg Kommune deltager aktivt i kampagnen, hvor formålet er at få flere i alkoholbehandling og oplyse om kommunernes gratis behandlingstilbud.
Sønderborg Kommune har forud for kampagnen deltaget i et videndelingsseminar, og formand for sundhedsudvalget Helge Larsen og formand for socialudvalget Niels Ole Bennedsen bakker begge op omkring initiativet.
Siden 2007 har man haft ret til et skræddersyet behandlingsforløb gennem ens kommune, men her viser en meningsmåling, at 78 procent af danskerne i alderen 30-70 år ikke kender til kommunens alkoholbehandlingsgaranti, ligesom der hersker fordomme og uvidenhed om hvad behandlingen går ud på.
”Vi har i Sønderborg Kommune allerede på baggrund af den landsdækkende sundhedsprofilundersøgelse sat spot på vore tilbud til borgere, som gerne vil ud af deres alkoholmisbrug. Nogle af dem har også haft modet til at stå frem og fortælle om, hvordan deres eget og familiens liv blev bedre af at tage beslutningen om behandlingen og gøre noget ved det – med støtte fra Misbrugscentret. Det er supersejt og en rigtig god motivation for andre,” siger Helge Larsen.
Også Niels Ole Bennedsen glæder sig over, at kommunen har et tilbud, som får flere til at prøve at stoppe deres misbrug.
”For den enkelte misbruger og hans/hendes livskvalitet og selvrespekt er det helt afgørende at gøre noget. Men også for deres familie, som belastes voldsomt følelsesmæssigt og økonomisk, og for samfundet som helhed er det godt at bruge ressourcer på disse tilbud. Jeg håber kampagnen bryder igennem med sit budskab om, at der er god grund til at have stor respekt for misbrugere, der siger stop,” siger han.
På kommunens hjemmeside sonderborgkommune.dk kan man under 'Misbrugscenter' læse konkret om kommunens gratis alkoholbehandling, der omfatter både samtaler, familierådgivning, anonym rådgivning, ambulant behandling og døgnbehandling. Under 'Sundhedscenter' kan man læse om sundhedscentrets gratis tilbud om samtaler om alkohol.