Fortsæt til indhold

Kæmpe ordre til Østergaard

Arkiv
Arkiv

Den tidligere tre-dobbelte Gazelle-virksomhed Østergaard Entreprise A/S fra Esbjerg tager nu et markant vækstspring med ny kæmpeordre og etablering af en afdeling i Odense. Samtidig ansættes 25-35 nye medarbejdere, og virksomheden tager dermed et meget solidt første skridt i en ny, ambitiøs vækstplan, lyder det i en pressemeddelelse.
Den nye ordre drejer sig om vedligeholdelse og renovering af fjernvarmenettet i Odense via en to-årig samarbejdskontrakt med option på forlængelse i op til tre år yderligere. Entrepriseværdien udgør 70 til 170 mio. kr. alt efter, hvor længe aftalen løber.
“Det er en af Danmarks største fjernvarmeordrer, og den giver virksomheden nogle helt nye muligheder fremover,” siger direktør Jimmy Østergaard i pressemeddelesen og fortsætter:
“Vi får en væsentlig udvidelse af vores markedsandel, og med den nye organisation får vi ny kapacitet og fleksibilitet ind på smedesiden. Så vi regner med at kunne tage andre og lignende opgaver ind i fremtiden.”
Østergaard Entreprise har tidligere haft en samarbejdskontrakt af samme type i Esbjerg gennem fem år, men den nye ordre er markant større, så nu oprustes der på Fyn. Kontrakten træder i kraft 1. marts, og virksomheden er nu i fuld gang med at etablere en ny afdeling i Odense-forstaden Hjallelse. Her kommer indehaveren Jimmy Østergaard til at fungere som afdelingsdirektør, mens Palle Sax Holm bliver ny afdelingsdirektør i Esbjerg.
Østergaard Entreprise har hovedsæde i Tarp ved Esbjerg og beskæftiger 45 ansatte udover de nye medarbejdere i Odense-afdelingen.