Fortsæt til indhold

Kommunen skruer lidt op for charmen

Aabenraa Kommune ansætter hvert år 115 elever indenfor Social- og Sundhed

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Aabenraa Kommune ansætter hvert år 115 elever indenfor Social- og Sundhedsområdet.
Dermed er Kommunen en af de største aktører på det felt, og for de to uddannelseskoordinatorer gælder det om, at Aabenraa Kommune også fremadrettet er et attraktivt sted at få en læreplads.
“Vi synes, man hører så ofte i medierne, at der er mangel på lærepladser. Her i kommunen tager vi et stort ansvar, synes vi selv. Og vi tiltrækker også rigtig dygtige elever,” fortæller Hanne Thorø, der sammen med Annette Kjær-Jensen er tovholder på de mange elever, der passerer igennem systemet i kommunen.
Aabenraa Kommune har hidtil formået at tiltrække dygtige, unge til elevpladserne. Sidste år vandt en elev DM i Skills, der er en landdækkende konkurrence for Sosu-assistenter, og i år løb Aabenraa Kommune med en flot andenplads i samme konkurrence.

Fokus på gode ting

Der bliver stadig større rift om de dygtige elever, og derfor har Aabenraa Kommune nu også sat gang i en charmeoffensiv, der skal sikre, at kommunen også fremover kan tiltrække de nødvendige elever.
“Vi har ikke i øjeblikket svært ved at besætte vores elevpladser. Men vi kan mærke, at antallet af ansøgninger er støt faldende, og det vil vi jo gerne gøre noget ved,” siger Annette Kjær-Jensen.
Senest er der sat gang i en lokal konkurrence, “Årets idé”, hvor praktikstederne rundt omkring i kommunen kan fortælle om nye tiltag og gode idéer, som eleverne har været med til at gennemføre.
“Det er dels for at opfordre til, at der bliver tænkt nyt. Og så skulle det gerne medvirke til, at vi får uddannet nogle elever, der har fået lov til at prøve en masse”, fortsætter Hanne Thorø.
“Og så er det også bare god vidensdeling. Det gælder om at dele de gode erfaringer,” slutter Annette Kjær-Jensen.