Fortsæt til indhold

Edith fra Badehotellet instruerer musical i Tørring

Tørring Gymnasium opfører musicalen Moulin Rouge. Tidligere elev er instruktør

Arkiv
Jørgen Flindt

Der er noget storslået og magisk over musicalen Moulin Rouge, hvor livet i og omkring kabareten 'Den Røde Mølle' i Paris anno 1900 folder sig ud.
Og nu folder den sig ud på Tørring Gymnasium, hvor elever har knoklet på at få den store opsætning på plads.
Deriblandt musikerne.
“Der er en vild god energi og en flot scene, så selvom vi måske ikke helt kan få samme Broadway-stemning som på de store scener, bliver det stadig en stor oplevelse,” forklarer Marcus Hvelpslund, der ikke selv skal på scenen, men er guitarist og med i orkestret, der skal stå for musikken.
Han er en af mange elever, som dermed er med til at få den store musical på benene.
En anden er en tidligere elev, for instruktøren er en professionel skuespiller, der for en stund vender tilbage til Tørring Gymnasium.
Ulla Vejby Kristensen hedder hun, og hun har et for tiden meget synligt ansigt, for hun spiller stuepigen Edith i TV2-serien om Badehotellet.
Og er altså instruktør på forestillingen i Tørring, der kan opleves fredag 30. januar og lørdag 31. januar klokken 19.30 samt søndag 1. februar klokken 15.00.
Alle er velkomne til at købe billet til Moulin Rouge på Tørring Gymnasium. Se mere på toerring-gym.dk.