Young Flowers er blevet gamle uden at visne
De legendariske syre-rockere kommer til byen og spiller
“Det handler om at komme ud og trykke den af. Det har det altid gjort for mig,” siger 71-årige Peter Ingemann.
Han er bassist og forsanger i Young Flowers - et orkester, der gjorde rigtig meget væsen af sig i 70'erne. Siden har han spillet med blandt andre Kim Larsen, Røde Mor og Niels Skousen.
I denne tid er han på landevejene med en gendannet udgave af Young Flowers, hvor Søren Berlev fra Gasolin, og den gamle makker, Peer Frost, er med på trommer og guitar.
Peter Ingemann lægger ikke skjul på, at bandet og musikken er fra en gammel tid.
“Men den kunstneriske relevans er der stadig. I nutidens regneark-kultur går alle op i facit. Men livet leves mellem top- og bundlinie. Det glemmer mange. Men musikken hjælper os derind. Og vi tager gerne publikum med os,” siger Peter Ingemann og smiler lidt af sine egne ord.
“Når musikken spiller sig selv, er det den fedeste flyvetur. Den slags kan ikke sættes på formel, selvom mange har forsøgt. Når den er der, så er den der,” siger han.
Syret, men clean
Det er ikke uden grund, at Young Flowers og sammenlignelige orkestre blev betegnet som syre-rock.
“Jeg har eksperimenteret og været hele turen igennem. Men så en dag var det bare nok. Og i dag kan jeg næsten ikke være clean og sober nok, når jeg spiller. Men det handler stadig om at dyrke øjeblikket,” siger Peter Ingemann.
I sin tid spillede Young Flowers meget lange udgaver af deres numre. Derfor kom en del af numrene fra pladerne ikke med i live-sættet.
“Men i dag flyver vi lidt kortere ture. Soloerne er ikke helt så lange, og så er der plads til flere numre. Så på den måde kan publikum opleve noget ved koncerterne, som de ikke fik med i forrige omgang,” fortæller Peter Ingemann.
Young Flowers er på plakaten hos Det Bruunske Pakhus lørdag den 31. januar klokken 21.