Fokus på hver virksomhed
Jobcenter Haderslev retter sit fokus på hver enkelt virksomhed med behov for støtte
Jobcenter Haderslev har i det nye år lanceret en række nye tilbud til de lokale virksomheder. Jannie Krøyer Jakobsen har været med til at definere og beskrive det nye servicekoncept, og som virksomhedskonsulent står hun sammen med sine kolleger i forreste linje, når de nye tilbud skal formidles og gennemføres i samarbejde med virksomhederne.
Individuel fokus
“Det nye koncept er, at der er kommet et langt skarpere fokus på den enkelte virksomhed. Altså hvad sker der i branchen? Og hvad er virksomhedens aktuelle behov? En dybere dialog med virksomheden gør, at vi bliver bedre i stand til at finde de kvalificerede medarbejdere, som passer lige netop til deres virksomhed. Vi har fået flere ressourcer i jobcenteret til at intensivere indsatsen og yde den optimale service,” fortæller Jannie Krøyer Jakobsen og fortsætter:
“ Jeg glæder mig helt klart mest til vores nye rekrutterings- og formidlingsteam. Vi er lynhurtige og hjælper med at finde relevante kandidater i Danmarks største cv-bank Jobnet.dk inden for 24 timer. Det kan spare virksomhederne for masser af tid, for vi kan hjælpe med stort set alle de administrative opgaver i forbindelse med rekruttering. Vi udsøger de relevante kandidater, screener kandidaternes personlige og faglige kvalifikationer, koordinerer samtaler og udformer og synliggører jobopslag mv. Mange virksomheder kender slet ikke vores tilbud om at lette den del af deres personale og HR-opgaver. Så det glæder jeg mig rigtig meget til at kunne fortælle endnu flere virksomheder,” siger hun.
Maksimal service
“Det er helt afgørende for os, at virksomhederne altid sidder tilbage med følelsen af, at de har fået den maksimale service. Samtidig skal vi altid være troværdige og holde de aftaler, vi indgår med virksomhederne. Det er vigtigt at få afstemt forventningerne, og få tegnet et realistisk billede af mulighederne,” siger Jannie Krøyer Jabobsen.