Kræft-stafet klar til at snøre skoene
Lørdag den 6. juni går starten til dette års Stafet for livet i Esbjerg. Selv om der endnu er nogle måneder til de - forhåbentlig - flere tusinde deltagere skal snøre gå- og løbesko i Veldtofte Idrætspark, så har arrangørerne forlængst strammet snørebåndene til.
Et så stort og særdeles hastigt voksende arrangement stabler ikke sig selv på benene - og der er store forventninger til stafetten, hvis overordnede mål er at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse. Hvert år siden stafetten blev givet op i Esbjerg i 2012 har den overgået sig selv i både antal deltagere og indsamlingsresultat.
I 2014 var 2.125 mennesker tilmeldt stafetten. Til sammen løb, gik, travede og trillede de sig til et overskud på imponerende 694.769 kroner.
Læs mere om Stafet for livet - blandt andet hvordan du tilmelder dig som deltager eller fighter, hvis du allerede har besejret kræften. Netop denne gruppe mennesker gøres der ekstra meget ud af ved Stafet for livet.