Fortsæt til indhold

Millionærer investerer 24 millioner kroner i TreFor Arena

Tre lokale investorer har lånt 24 millioner kroner til stor en udvidelse af TreFor Arena. Det sikrer VM-værtskab

Arkiv
Natalie Stratigos

Tre lokale mangemillionærer låner i alt 24 millioner kroner til Koldinghallerne A/S. Det betyder, at TreFor Arena nu skal udvides med omkring 2000 nye tilskuerpladser. I alt bliver der 5000 tilskuerpladser, og dermed får Kolding den kapacitet, der skal til for at trække internationale sportsbegivenheder til byen. Den første begivenhed, udvidelsen sikrer, er Koldings værtskab for VM i kvindehåndbold til december.

De tre investorer er Arne Hougaard, indehaver af Bjert Invest, Pierre Legarth, indehaver af autolakeringskæden Pierre.dk og Flemming Skouboe, tidligere ejer af LM Glasfiber. De låner hver otte millioner kroner til Koldinghallerne A/S.
Erik Jørgensen, formand for Koldinghallernes bestyrelse, glæder sig over aftalen.

“Jeg er utrolig glad for, at det endelig lykkedes. Det er godt for byen og idrætslivet. Det er en naturlig udvikling, at arenaen følger med de krav, som de internationale idrætsforbund stiller, og at vi gør det godt for breddeidrætten, som er stor i Danmark. Nu får vi travlt med at sikre, at byggeriet står klar til den 1. december,” siger han.

Det er borgmester Jørn Pedersen (V), der tog initiativ til at kontakte investorerne efter at en aftale mellem GF Forsikring og KIF Håndbold Elite om at udvide TreFor Arena gik i vasken før jul.

“Vi havde snakket og drømt om den udvidelse i mange år. Før jul troede vi, at aftalen var landet, men så glippede det. Men nu ville vi altså bare have den udvidelse, og så satte jeg mig for at finde nogen, der ville bakke projektet op, og det lykkedes heldigvis,” siger borgmesteren og fortsætter:

“Jeg sagde til dem, at der er enighed om, at der er brug for det her projekt for at vise, at vi kan noget i Kolding. At vi står sammen om noget. Det tror jeg tændte dem. At de kunne være med til at sætte et aftryk på byen”.

Borgmester Jørn Pedersen er ikke i tvivl om, at den nye arena får stor betydning for Kolding.

“Det giver reklame udadtil, men endnu vigtigere er det, at det giver stolthed indadtil. Det skaber stolthed, at der er fokus på, at en international begivenhed som VM i kvindehåndbold foregår i Kolding,” siger han.