Butiksdød giver bolignød
Huspriserne falder omgående, når den sidste lokalbutik lukker, viser ny undersøgelse
Butikkens død er boligmarkedets nød. Det viser en undersøgelse, som Dansk Ejendomsmæglerforening (DE) har foretaget for De Samvirkende Købmænd (DSK).
”Butiksdød har alvorlige konsekvenser – ikke 'bare' for købmanden eller brugsuddeleren, som må lukke butikken,” siger John Wagner, adm. direktør i DSK.
”Der er ansatte, som mister jobbet, ældre borgere som ikke kan få bragt varer ud, og andre borgere som må køre langt for at handle. Men ikke nok med det, det bliver simpelt hen mindre attraktivt at bo i en by, der ikke længere har en dagligvarebutik,” siger han. Ifølge undersøgelsen fra DE, foretaget blandt cirka 200 ejendomsmæglere som sælger boliger i byer eller landdistrikter med under 3.000 indbyggere, siger 90 procent, at priserne falder omgående, når den sidste lokale butik lukker.
Butik og skole
I ejendomsmæglerkæden home genkender man billedet.
”Sammen med skole og gode offentlige transportmuligheder er muligheden for lokalt indkøb det vigtigste for at holde liv i de små lokalsamfund. Forsvinder bare én af tingene, er det meget sandsynligt, at det starter en negativ glidebane,” siger relationschef i home Mads Ellegaard.
49 procent af mæglerne vurderer, at prisniveauet falder med mere end 10 procent. 33 procent mener, at det er et prisfald på 5-10 procent, 15 procent siger 0-15 procent, mens kun 2 procent svarer “ikke nogen effekt på prisniveauet”.
Med faldende priser følger også længere salgstider, viser analysen. 94 procent af ejendomsmæglerne vurderer, at liggetiden er større i byer uden butikker. Og 60 procent mener, at der er huse, som slet ikke bringes på markedet, fordi folk har opgivet at sælge huset eller få en fornuftig pris for huset på grund af mangel på lokale butikker.