Yderligere 16,5 millioner til de ældre
Kommunen fortsætter det kvalitetsløft, som ældreområdet fik i 2014, og millionerne er allerede øremærket
Sønderborg Kommune har fået bevilget 16,5 mio. kr. til yderligere forbedringer af ældreområdet i 2015. Det betyder, at kommunen kan fortsætte det kvalitetsløft, som ældreområdet fik i 2014, og det er allerede planlagt, hvad pengene skal bruges til.
Der er både tale om en videreførelse af de forbedringsindsatser, der blev startet op i 2014, og igangsættelse af nye indsatser i 2015, der skal styrke ældreområdet yderligere.
Indsatser, der blev igangsat i 2014, og som videreføres, er:
Styrkelse af genoptræning på plejecentre og i aktivitetscentre, hvor der i 2014 blev ansat terapeuter på kommunens 14 aktivitetscentre.
Ekstra rengøring til borgere, der er visiteret til praktisk hjælp.
Styrkelse af kvaliteten i ældreplejen, bl.a. ved at øge SOSU-elevernes kompetencer.
Særlig opsøgende indsats i forhold til sårbare ældre, der udskrives fra sygehus.
Styrkelse af demensområdet, hvor fire ekstra dagaflastningspladser for svært demente hjemmeboende borgere blev etableret i 2014.
Fortsættelse af indsatsen for borgere i den terminale fase, hvor der i 2014 blev oprettet en ekstra korttidsplads på kommunens rehabiliteringscenter.
De nye indsatser i 2015 er:
Musikterapi på plejecentrene.
Ansættelse af en medarbejder til ældreområdet, som skal arbejde med koordinering, udvikling og fastholdelse af initiativer i forhold til kommunens rehabiliteringsindsats.
Ansættelse af demenskoordinator.
Ældremilliarden blev første gang afsat af regeringen og de andre finanslovspartier på Finanslov 2014 og gives hvert år fremover. Pengene fordeles efter, hvor mange indbyggere over 65 år kommunen har.