Tid til valg af ungdomsuddannelse
UDDANNELSE: Hvad skal jeg vælge? Sådan spørger mange unge sig selv og deres familie og venner lige nu. Der er nemlig ansøgningsfrist til ungdomsuddannelserne den 1. marts.
Valg af ungdomsuddannelse er en stor og nogle gange uoverskuelig beslutning. Der er et hav af muligheder, og mange faktorer spiller ind, når en ung skal vælge:
Skal det være 10., erhvervsuddannelse, gymnasium eller noget helt fjerde? Hvad gør vennerne? Hvad synes mine forældre? Hvordan med økonomien? Hvad kan uddannelsen bruges til - o.s.v.
Usikkerheden kan blive større, i og med der er indført ændringer både for erhvervsuddannelserne og SU. Til sommer træder reformen af erhvervsuddannelserne i kraft.
Det betyder adgangskrav, ændrede grundforløb og meget mere. Dertil kommer, at der med SU-reformen er sat grænse for, hvor mange ungdomsuddannelser man kan begynde med SU. Mange unge har sikkert hørt herom, men hvad betyder det i praksis?
UUV Køge Bugt inviterer til fyraftensmøder i februar. Her vil vejledere fra UUV Køge Bugt give et overblik over ændringerne for erhvervsuddannelserne og SU til ungdomsuddannelse. Desuden vil det blive demonstreret, hvor og hvordan der søges om optagelse på ungdomsuddannelse, og der vil være udveksling af erfaringer med uddannelse og valg.
Fyraftensmøderne er et tilbud til unge, der ikke går i 9. eller 10. klasse, men som overvejer at begynde på en ungdomsuddannelse – deres forældre er også velkomne.
Ungdommens Uddannelsesvejledning, UUV Køge Bugt, varetager vejledning til ungdomsuddannelse for unge i grundskolen og helt op til det 25. år i Greve, Solrød, Køge og Stevns kommune.
UUV Køge Bugt vejleder elever i grundskolen. Unge, der er gået ud af grundskolen, kan også få vejledning hos UUV Køge Bugt.
Det gælder, uanset om den unge er i tvivl om valg af ungdomsuddannelse eller bare ønsker hjælp til at ansøge.
Unge kan finde deres UUV-vejleder på UUV Køge Bugts hjemmeside www.uuv.dk eller besøge UUV's åbne vejledning i Greve, Solrød, Ølby eller på Campus Køge.
Ungdommens Uddannelsesvejledning, UUV, inviterer til fyraftensmøder torsdag den 5. og torsdag den 12. februar begge dage kl. 17.00-18.30 i Ølbycenter 55, omkring emnerne erhvervsuddannelse, SU, ansøgning og valg af uddannelse.