Lystsejlere er vilde med Aarøs fristelser
2014 bød på mange flere turister på ’Lillebælts Perle’
Til trods for at det på landsplan går tilbage med antallet af overnatninger i de danske lystbådehavne, så var 2014 et godt år for den lille ø Aarø, der ligger midt i Lillebælt.
“Vi kan se, at det gik den stik modsatte vej på Aarø. Her steg antallet af overnatninger fra 3.389 til 4.095, og det er det højeste antal lystbådesejlere så længe jeg kan huske,” siger havne- og overfartsleder på Aarø, Jens Kloster Hedegaard.
Også færgen havde et godt år. Sjældent er der blevet sejlet så mange turister frem og tilbage fra fastlandet og til Aarø. I alt blev det til en stigning i antallet af passagerer fra 75.789 til 77.626. Det er især en-dagsturisterne, der tager turen over med færgen.
“Vi sejler mange over, som bare vil have en god dag med en masse oplevelser uden bindinger. Selve sejlturen tager jo kun cirka 10 minutter, så det betyder nok også, at der ikke er langt fra idé til handling, når vejret er godt og man vil ud og smage på ø-livet,” siger Jens Kloster Hedegaard.
Glad borgmester
“Der bor cirka 150 beboere på Aarø, og en del af dem lever af turisme. Derfor er det også ekstra dejligt, når det går godt,” siger Haderslev borgmester H.P. Geil. Han er dog ikke overrasket over, at flere og flere besøger øen.
“Når det handler om turismen på Aarø, må jeg fremhæve øens beboere, der selv gør et stort stykke arbejde for at skaffe flere turister til. De sidste par år har de sat mange initiativer i værk og fået store arrangementer op at stå. Derudover er øen også dejlig overskuelig med gode spisesteder og en række specialisteter – alt sammen noget der er med til at sælge øen på fornemste vis,” siger H.P. Geil.
Den positive udvikling, Aarø er inde i, falder i god tråd med det fokus kommunen i øvrigt har på området:
“Lillebælt er et af de områder, vi sammen med Haderslev Erhvervsråd arbejder på at få skabt øget profilering af, og det gælder ikke kun Aarø men også kyststrækningerne på fastlandet, som har meget at byde på,” siger borgmester H.P. Geil.