Fortsæt til indhold

Landbrugsskole dyrker nye uddannelse

Der er åbent hus på Gråsten Landbrugsskole den 31. januar

Arkiv
Arkiv

Gråsten Landbrugsskole kan præsentere to nye uddannelsesretninger, når skolen holder åbent hus lørdag den 31. januar.
Gråsten Landbrugsskole udvider mulighederne for en uddannelse inden for landbruget. Det sker dels gennem en EUX uddannelse, der kort og godt går ud på, at når man er færdig med sin 4-årige uddannelse, så er man både faglært landmand og student på samme dag.
"Vi starter EUX, da vi mener det er et rigtig godt uddannelsestilbud til de unge, som gerne vil dygtiggøre sig i fag ud over de landbrugsfaglige fag. Men samtidig trives med det helt grundlæggende element i erhvervsuddannelserne nemlig vekselvirkningen mellem teori og praktik. Eksempler på ikke direkte landbrugsrelaterede fag er matematik, fysik, biologi, engelsk, erhvervsøkonomi og dansk. Vi har den fordel på Gråsten Landbrugsskole, at vi har vores eget landbrug, som vil indgå som en aktiv del af undervisningen gennem hele EUX-forløbet," forklarer Kåre Heide-Ottosen, forstander på Gråsten Landbrugsskole.
Det første hold elever starter på EUX linjen til august 2015.
Landbruget har som den eneste erhvervsuddannelse sin egen lederuddannelse, og den får et kompetenceløft fra næste skoleår på Gråsten Landbrugsskole.
"Vi har valgt at udvikle den nuværende struktur for lederuddannelserne og har forsøgt at gøre den mere attraktiv. I stedet for at den sidste del er brudt op i to moduler, vil vi tilbyde de studerende at tage den sidste del af lederuddannelsen i et hug. Det betyder, at vi har slået Virksomhedslederuddannelsen og Agrarøkonom uddannelsen sammen i en uddannelse. Dermed håber vi at flere vil benytte sig af muligheden for at komme tilbage på skolebænken og tage den sidste del af deres uddannelse,” forklarer Kåre Heide-Ottosen.
Den nye lederuddannelse kommer til at vare fem måneder.
Til Åbent Hus kan man også opleve undervisning for de nuværende elever denne lørdag, så man kan få et indblik i både klasselokalerne, værkstedet og i staldene og se hvordan der undervises på Grundforløbet, Hovedforløb 1 og 2 samt lederuddannelserne.
Der er åbent hus på Gråsten Landbrugsskole lørdag den 31. januar kl. 10-15.