En vældig Vellitt-aften med Mette Moestrup, Line Knutzon og Naja Marie Aidt
Er man til god litteratur og spændende forfattere, er det måske værd at tjekke den lokale sammenslutning Vellitt lidt nærmere ud.
I torsdags havde foreningen, der består af Huset i Esbjerg, FGK-forfattergrundkursus, Hovedbiblioteket i Esbjerg og andre lokale kræfter med interesse i det litterære miljø, inviteret forfatterne bag fællesbogen 'Frit Flet' forbi.
De tre er Naja Marie Aidt, Mette Moestrup & Line Knutzon, og bogen er en slags kollage om venskab, frihed, køn, ensomhed, latter, moderskab, kærlighed, sex, magt, penge og meget andet. Aftenen bød på både anekdoter, oplæsning og ikke mindst lejlighed til, at de godt 50 publikummer kunne udspørge de tre forfattere on mere eller mindre alt mellem himmel og jord.
Næste levende billede i Vellitt er den 25. februar, hvor litteraturprofessor Anne-Marie Mai kommer og fortæller om Michael Strunge.