Fuld gang i genopbygningen
Jyllinges svømmehal åbner til sommer, mens sportshaller først er klar i 2016
Arbejdet med at genopbygge Jyllinge-hallerne er i fuld gang, og halinspektør Claus Larsen regner med, at svømmehallen kan bruges igen til sommer, mens de tilhørende omklædningsrum bliver klar allerede til foråret. Så kan børn og voksne, som nu må klæde om i en skurvogn, anvende dem, når de træner i den eksisterende multihal, der ikke blev ødelagt ved branden. Svømmehallen og dens omklædningsrum slap med store sodskader, der kan renses ned, så bygningerne og bassinet bevares. Derimod blev den store og lille hal så kraftigt beskadiget, at de skal rives ned. Hele indgangsområdet med kiosk, café og administration brændte ned, så her skal også bygges nyt. Det ventes først klar i sommeren 2016. Roskilde Avis har besøgt Jyllinge-hallerne et halvt år efter branden i juli 2014 for at se, hvordan det ser ud i det lokale samlingspunkt, der blev brugt af 7.000 mennesker om ugen. Claus Larsen er optimist, selv om det har været et kæmpe arbejde at komme i gang. - Bestyrelsen har lavet en enorm indsats, ikke mindst formanden Lars Lindskov, der har samlet trådene og kommunikeret med alle brugerne, I det daglige er det næstformand Ole Gylling og mig, som styrer arbejdet, og vi skal træffe mange små afgørelser hver dag.
Nyt projekt
For kort tid siden holdt Jyllinge-hallerne, der er en selvejende institution, møde med brugerne for at høre deres mening om, hvordan de nye haller skal se ud. Ud fra de forslag, der kom frem her, er Roskilde-firmaet Kornelius og Vöe i gang med at lave et nyt projekt for genopbygnigen. Her flyttes indgangen med de forskellige service-funktioner måske til det sted, hvor den lille hal var placeret. Om der fortsat skal være en lille og en stor hal, eller disse funktioner kan samles under ét tag, er heller ikke afgjort.
I landflygtighed
Imens er de mange idrætsfolk og andre, der plejede at bruge Jyllinge-hallerne, gået i landflygtighed. Konkurrence-svømmerne har fået mulighed for at bruge bassinet på Metal-skolen i Jørlunde, der ligger 15 kilometer op ad hovedvej 6. Sammen med kommunens øvrige indbyggere kan de også se frem til, at det nye 50 meter bassin på Bymarken i Roskilde bliver færdig om et par år. Eleverne fra de to skoler i Jyllinge samt fra Gundsømagle og Gundsølille, der plejer at bruge Jyllinge-badet, har måttet udsætte svømmeundervisningen i dette skoleår, så det skal indhentes efter sommerferien. Håndbold-spillerne, der er i klub med Ølstykke og Stenløse, har kunnet bruge hallerne i de to andre byer. Gymnastikken er rykket ind på skolen ved siden af og har også kunnet bruge de tomme lokaler i det tidligere Fjordmuseum, mens badminton-spillerne har kunnet udfolde sig i Multihallen. - Men selvfølgelig har det ramt de lokale sportsklubber, og derfor må vi også prøve at få de forskellige dele af hallen genopbygget eller genåbnet så hurtigt som muligt, siger Claus Larsen. tk