Nu bliver skulpturen forklaret
I starten af december afslørede Sønderborg Kommunes Kunstfond en skulptur på hjørnet af Sdr. Havnegade og Nørrebro/Kirkebakken i Sønderborg.
Skulpturen er en lille ”model” af Solofabriken, skabt af Claus Nydal, der kom fra Sønderborg, men døde i sit fynske atelier i 2011 i en alder af bare 49 år. For gamle sønderborgere, der går forbi skulpturen, er der ingen tvivl om, at skulpturen forestiller Solofabriken, som stod på grunden ned til havnen fra 1888 til 2002 og med sin markante bue ud mod Alssund var en slags vartegn for byen.
Men yngre mennesker og turister har brug for en forklaring – og den får de nu. Kunstfonden har nemlig fået fremstillet en stålplade, som i dag blev skruet i Solobyggeriets mur bagved skulpturen. Pladen fortæller om stedets fortid som hjemsted for margarinefabrikken Solo, som nu er afløst af moderne boligbyggeri.