Fra lysthus til ulovlig helårsbolig - nybyggerne i 1920’ernes Hvidovre

I 1901 var der kun 30 gårde, 50 huse, en skole, en smedje og et banevogterhus i Hvidovre. Landbrugs- og gartnerijord udgjorde hele 96 procent af kommunens areal. I 1909 besluttede sognerådet at give bønderne tilladelse til at sælge halvdelen af kommunens areal fra til ejendomsspekulanter, der udstykkede jorden som sommerhusgrunde. I perioden fra 1911 til 1920 blev der udstykket ikke mindre end 1286 parceller til lysthusgrunde. Sognerådet, svarende til nutidens kommunalbestyrelse, var i første omgang positivt indstillet overfor udstykningerne, da det primært var fra det bedre borgerskab, som købte grundene og opførte sommerboligerne. Det fik jordværdien til at stige og bragte penge til lokalsamfundet.

<p class="mrub">Et bedre liv i et hus af gamle bilkasser</p>

I de første år gik det rigtig godt i lysthusområderne. Folk nød den friske luft i sommermånederne og dyrkede grøntsager i haverne, og om efteråret tog de alle hjem igen til deres lejligheder i København. Efter 1916 tog udstykningerne rigtig fart, og sognerådet, som var stærkt borgerligt repræsenteret med et flertal af velstillede gårdejere, følte efterhånden, at de mistede kontrollen med situationen. Flere og flere fra arbejderklassen købte lysthusgrunde, og de begyndte tilmed at bo i deres primitive sommerhuse hele året.

Lysthusgrundene blev så populære blandt arbejderne, dels fordi grundene var meget billige, dels fordi det på den tid ikke var ualmindeligt, at flere københavnerfamilier boede sammen i en toværelses lejlighed. Byens arbejdere hungrede derfor efter at komme væk fra de trange lejligheder og mørke baggårde - ud til lys, luft og vand. Risbjergkvarteret blev efterhånden omdannet til et planløst morads med interimistiske skure bygget af gamle pakkasser fra Ford- og Chevrolet-biler. Det var de byggematerialer, man kunne få fat i dengang. I 1924 var der 2952 indbyggere i Hvidovre, hvoraf over halvdelen var lovløse beboere.

<p class="mrub">Sognerådet stempler nybyggerne som lovløse</p>

Sognerådet så de nye, ulovlige bosættelser som en potentiel trussel mod lokalsamfundet og frygtede, at de mange nye beboere ville blive en stor udgiftspost for kommunen. Derfor indledte rådet en indædt kamp for at undgå, at lysthusbeboerne fik del i de rettigheder, som Hvidovres ’egne’ borgere nød godt af. Der blev sagt nej til at modtage skat fra nybyggerne, for på den måde kunne man forhindre, at nybyggernes børn kunne gå i skole i Hvidovre, ligesom man kunne nægte nybyggerne stemmeret, arbejdsløshedsunderstøttelse og alderdomsydelse. Flere ansøgninger om at få godkendt lysthuse som helårsboliger blev også nægtet.

I takt med at sognerådets repressalier overfor nybyggerne tog til, voksede sammenholdet i lysthusene sig stærkere. Man begyndte at samles til møder af mere politisk karakter, hvor håndværkernes og arbejdernes socialdemokratiske tanker og holdninger kom til udtryk. De handlekraftige nybyggere ville ikke finde sig i sognerådets behandling og i at leve under så usle vilkår. Det var jo netop for at få en bedre tilværelse, at beboerne havde forladt det overfyldte København i første omgang.

<p class="mrub">Regeringsskift redder lysthusbeboerne</p>

I årene 1921 til 1924 blev situationen mere og mere uholdbar for familierne i lysthusene, og det endte med, at beboerne indgav en samlet klage til Indenrigsministeren. Et socialdemokratisk mindretal i Hvidovres Sogneråd bakkede nybyggerne op. I foråret 1925 greb den nyvalgte socialdemokratiske statsminister Stauning ind og sørgede for, at beboerne fik både stemmeret og lov til at betale skat, så de kunne få de samme rettigheder som Hvidovres borgere. Med deres nyerhvervede status som fastboende, gik tilflytterne i gang med at bygge deres huse om og til efter både smag og økonomisk formåen. Huse af varierende størrelse og udseende kendetegner stadig villakvartererne i Hvidovre den dag i dag.

De kaotiske forhold for lysthusbeboerne og den tilspidsede situation med sognerådet var medvirkende til, at den almene boligsektor blev så stor i Hvidovre: Socialdemokratiet ville sikre, at sagen ikke gentog sig. I de kommende årtier opkøbte Hvidovre og Københavns Kommuner bl.a. landbrugsejendommene Bredalsgården, Friheden, Beringgård, Spurvehøj og Spurvegården (der hvor Hvidovre Hospital ligger i dag), og jorderne blev gjort klar til bymæssig udvikling. 2. Verdenskrig satte en midlertidig stopper for udviklingen, men derefter tog det almene byggeri fart - først med de murede byggerier som Beringparken, Spurvegården og Bredalsparken, og siden vandt betonbyggeriet mere og mere frem. Fra 1945-1960 blev der bygget ikke mindre end 5.000 almene boliger i Hvidovre, og omdannelsen fra lille landsby til moderne forstad var for alvor i gang.