Hvidovres DNA

- Et steds “ånd” er resultat af både den lokale fortid og nutid. Hvidovres fremtid er derfor en funktion af begge dele. Noget af det der gør Hvidovre speciel er to hovedtræk i kommunens udvikling som boligkommune fra år 1900, sagde Poul Sverrild blandt andet...

- Det første hovedtræk kan spores tilbage til lysthusbebyggelsernes begyndelse i starten af det 19. århundrede. Fra omkring 1925 tog villabyerne fart med det store fysiske arbejde med at opføre grundmurede huse på de samme parceller. I 1950’erne væltede enfamiliehusene frem i form af statslånshuse. Så kom perioden fra 1990-erne helt frem til i dag med en langsommere omdannelsesproces, hvor de dårligste villaer og lysthuse i stort mål blev erstattet af moderne étplans parcelhuse, som vi kender fra Lind & Risør eller Huskompagniet.

- Hvidovreborgere har nu været med i den udvikling gennem flere generationer, med alt hvad det betyder af netværk, familie, venner, børneopvækst, lokalt foreningsliv og fællesskab. Livet i de 11.000 énfamiliehuse er jo den ene halvdel af Hvidovres kultur- og bosætningshistorie pointerede Poul Sverrild...

<p class="mrub">Kendskab giver venskab</p>

- De almene boliger i Spurvegården, Lejerbo og især Bredalsparken blev udtryk for den socialdemokratiske velfærdskommune som Hvidovre udviklede sig til efter krigen. Det var “park-idealet” med solvendte kareer, lys, luft og plads til ophold, leg og fritid. Og med overskud til at dyrke “det skønne” i arkitektur og landskabsindretning. Her boede mange faglærte arbejdere fra Hvidovres opstigende arbejderklasse. De almene boliger kunne godt konkurrere med at bo i de til tider dårligt vedligeholdte huse f.eks. i Risbjergkvarteret. Lighedsidealer blev fremherskende. I folkeskolerne lærte børnene hinanden at kende på kryds og tværs af boligområderne. Men tingene har ændret sig noget siden da, konstaterede Sverrild...

- Omkring 1959 kom den senmoderne periode. Lidt groft kan vi kalde den for “Kransporsbyggeriets tid”. Det var f.eks. Friheden, Rosenhøj, Egevolden og den type elementbyggeri, som til dels var tegnet efter hvor langt kranerne kunne nå ud med betonelementerne. Lige linjer og rette vinkler. Arkitekter som Eske Kristensens raffinerede og æstetiske løsninger var nu “glemt” til fordel for rationelt montagebyggeri. Men man må sige at der blev skabt boliger til alle. Og nu har de store betonbyggerier efterhånden også været beboet i mere end én generation. Der arbejdes med boligsociale problemer, integrationsproblemer osv. men hjemfølelsen og stedtilhørsforholdet vokser også her - med tiden. “Kendskab gir venskab” som de siger i Avedøre Stationsby.

Bl.a. Poul Sverrilds oplæg vil danner baggrund for diskussionen om Hvidovre Bymidte på studiegruppens næste møde onsdag den 4. februar kl. 19 på Risbjerggård. Det er et krav til de indbudte arkitekttegnestuer, at de tager bestik af “Hvidovres DNA” når de udarbejder forslag til en ny bymidte.red