Fortsæt til indhold

Sådan sagde de

Arkiv
Arkiv

JEPPE TROLLE (R), formand i byrådets Klima- og Miljøudvalg, der stod bag en enig indstilling om de nye diger, var glad for, at kommunen kunne hjælpe de forskellige grundejere hurtigt på denne måde, men betonede, at det også var op til dem selv: - Vi giver en gave, men den kan ikke byttes til noget helt andet, hvis nogen tror det. Eksempelvis er kyststien ved Frederiksborgvej en integreret del af det dige, der foreslås opført her. PETER MADSEN (V) mente, at udvalgsformanden var lidt for firkantet i sin udlægning, og at borgerne stadig har mulighed for i en dialog at få forandret en række ting: - Selvfølgelig kan der være 'snubletråde' i den proces, vi nu skal i gang med, men det bestemmer de berørte grundejere jo også selv. Jo flere indvendinger og indsigelser, desto længere tid kan det tage. Nu er der lejlighed til at se på forslagene, og indholdet er altså ikke endelig bestemt. KARSTEN LORENTZEN (DF) understregede også, at denne beslutning omfattede en række principper for en proces og ikke et endegyldigt projekt: - Udvalgsformandens bemærkninger får mig til at tænke på filmen om Godfather hans berømte sætning om at 'give et tilbud du ikke kan afslå'. Det skal heller ikke være dyrere for borgerne end nødvendigt, så hvis Roskilde får flere penge ud af staten, skal det også blive billigere for dem. ANNA BONDO (El.) var enig i, at der fortsat kan ændres i projekterne, hvis borgerne kommer med gode forslag, eller der dukker bedre løsninger op: - Men diger løser jo ikke alt. Vi bliver også som kommune nødt til at gøre noget mere for at stoppe klima-forandringrne. TOMAS BREDDAM (S) fremhævede, at det kun er et år siden, at byrådet besluttede at få udarbejdet sådan et projekt: - For os er det vigtigt, at vi med dette forslag viser, at Roskilde er en kommune, som tager sig af alle sine borgere, når de har brug for hjælp. EVAN LYNNERUP (V) var enig i, at det kun er naturligt, at en kommune kan hjælpe sine borgere, når de kommer ud for sådan en naturkatastrofe: - Men når vi nu har fået et forslag så hurtigt, er der også grund til at rose folkene i Jyllinge Nordmark, som har haft overskud til at presse på, selv om de havde mange andre problemer.