Fortsæt til indhold

EUC Syd vil udveksle viden med Kina

EUC Syd har netop indgået en aftale med en polyteknisk skole i Haiyan omkring udveksling af lærere og elever

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Erhvervsskolen EUC Syd har netop indgået en aftale med en polyteknisk skole i provinsen Haiyan i Kina. De to skoler skal udveksle både lærerkræfter og sidenhen studerende i kampen for at udvikle nye bæredygtige løsninger. Det skal føre til ny viden og nye uddannelsesprogrammer inden for elektronik, automation, produktionsteknik og fødevarer.
"Vores samfund skriger efter dygtige håndværkere, og som samfund har vi brug for medarbejdere, der kan gå i maskinrummet og løse tingene. Her kan vi i høj grad lære af kinesernes fremsynethed, men også det store behov de har for bæredygtige løsninger. Vi har en klimamæssig udfordring, men deres er endnu større. Nu får Danmark muligheden for at indgå i et tæt samarbejde med kineserne på erhvervsskoleområdet. Vi skal bidrage med vores kreativitet og innovationskraft. Sammen med dem skal vi uddanne morgendagens bæredygtige håndværkere," siger direktør for EUC Syd, Finn Karlsen.
Samarbejdet i mellem de to skoler har et klart fokus på bæredygtighed og skal både i Sønderborgområdet og i Haiyan bidrage til at skabe en bæredygtig fremtid og et bedre klima på verdensplan. Erfaringerne fra ProjectZero, ZERObolig og ZERObyg skal bruges aktivt, så Haiyan får et bedre og mere bæredygtigt klima.

Udveksler undervisere

I 2015 udveksler de to skoler undervisere. Programmet for opholdene vil give underviserne erfaringer i anvendelse af energieffektive produkter og uddannelse i at installere og vedligeholde produkter, der udnytter energien mere optimalt i boliger og bygninger. Derudover vil underviserne få det mindset der skal til, for at både Kina og Danmark får et sundere og mere rent klima.
EUC Syd modtager i foråret 2015 en gruppe undervisere fra Haiyan, og i efteråret rejser en gruppe undervisere fra EUC Syd til Haiyan for et fortsætte samarbejdet. I den forbindelse udarbejder skolerne konkrete planer for det videre samarbejde i 2016, herunder planer for udveksling af flere undervisere og af elever fra de to skoler.

Fakta
I forbindelse med turen til Haiyan besøgte Sønderborg-delegationen Haiyan Polytechnical School. Det er en skole med cika 3.500 elever, hvoraf langt de fleste bor på skolehjemmet ved skolen i skoletiden. Skolen er grundlagt i 1979 og fylder 49.000 kvm. Den har 16 undervisningsprogrammer, der spænder fra traditionelle håndværksfag som mekaniker og svejser til kok og tegning og klaverspil, hvor de sidstnævnte er med henblik på arbejder i f.eks. børnehaver. Skoletiden er tre år, fordelt ligeligt på skolen og i praktik.